De har været på manges læber efter søndagens finale i 50 meter fri.

Først vandt Florent Manaudou sølv for mændene. Og godt ti minutter senere kunne han se sin kæreste, Pernille Blume, vinde bronze for kvinderne.

Da den danske svømmestjerne havde sikret sin medalje, fløj hun i armene på franskmanden. De krammede længe, kyssede og nåede at tale kort sammen.

Et rørende øjeblik, der siden er blevet delt og kommenteret flittigt på de sociale medier. Efter finalen satte Florent Manaudou så lidt ord på de sekunder, hvor de to bare nød deres triumf.

Pernille Blume vandt OL-bronze i 50 meter fri.
Pernille Blume vandt OL-bronze i 50 meter fri. Foto: MARKO DJURICA
Vis mere

»Vi spiste morgenmad sammen i morges. Vi har trænet hele året for at svømme OL-finale. Det var bare helt sindssygt – vi skreg bare. 'Først mig og så dig bagefter'. Der var mange følelser,« sagde franskmanden på det efterfølgende pressemøde.

Han kommer dog ikke til at se meget mere til Pernille Blume her i dag.

For eksempel når de ikke at spise aftensmad sammen, da Florent Manaudou flyver hjem til Frankrig næsten med det samme. Pernille Blume har først nogle presseaktiviteter efter medaljen, og efterfølgende skal hun hjem.

»Vi kommer til at snakke om det hele efterfølgende. Jeg skal til Frankrig i aften, hun får nok lidt travlt i Danmark. I et øjeblik som dette vil man gerne være sammen med sin kæreste, Men jeg ser hende forhåbentlig meget efterfølgende. Der har vi masser af tid til at tale om det hele,« sagde den franske stjerne.

Pernille Blume med kæresten, Florent Manaudou
Pernille Blume med kæresten, Florent Manaudou
Vis mere

Selv sagde Pernille Blume, at det var noget helt særligt at kunne dele hele OL-oplevelsen med sin kæreste på den måde.

»Det er meget, meget fantastisk, at han har været til tre OL og vundet medaljer hver evig eneste gang. Han har været ude af sporten i tre år og er kommet tilbage. Og står som nummer to. Wow. Det er simpelthen så inspirerende og så overvældende at have den oplevelse sammen,« sagde hun.

I 50 meter fri for kvinder var det storfavoritten Emma McKeon, der vandt guld, mens svenske Sarah Sjöström vandt sølv.

Ustoppelige Caeleb Dressel vandt guld for herrerne.