OL var ikke nogen sportslig succes for breakdanceren Raygun med det borgerlige navn Rachael Gunn.
Australieren fik ikke et eneste point for sin optræden, og mange spekulerede i, hvordan hun overhovedet havde formået at kvalificere sig til legene.
Men OL kan alligevel ende med at blive en pengemæssig succes, for ifølge marketing- og PR-eksperten Max Markson kan 36-årige Raygun ende med at tjene millioner på sin nyvundne berømmelse.
»Hun har et enormt brand,« forklarer han til den australske udgave af Daily Mail.

Max Markson fortæller dog, at Rayguns omdømme i Australien ikke er så godt, men at han ikke tror, at man i andre lande er bevidste om, hvad australierne synes om breakdanceren.
»Jeg tror, at australske marketingfolk vil undgå hende, men der vil være nogen, som vil gå efter hende.«
»Hun vil få internationale tilbud fra skobrands som Adidas eller Puma, fødevarevirksomheder som McDonald's eller KFC, elbiler som BYD og telefonselskaber som Telstra, Optus eller Vodafone,« siger Markson.
Ifølge marketing- og PR-eksperten underskriver nye berømtheder normalvis kontrakter med tre til fem virksomheder.
Markson fortæller, at prisen for en sponsoraftale med amerikanske mærker som McDonald's eller KFC lyder på cirka 500.000 dollar – svarende til 3,4 millioner kroner.
Og hvis hun scorer minimum tre af de aftaler, ja så ryger der over ti millioner kroner ind på kontoen.
