'Helt ærligt, kvinder! Hvorfor gør I dette ved jeres smukke kavalergang?'
Sådan lyder overskriften på en OL-klumme fra Berlingskes kulturjournalist Kristian Lindberg, der hverken er meget for sport eller store tatoveringer på (kvinde)kroppe.
Han holder dog meget af OL, fordi 'kroppene er placeret i en setting, der leder tankerne hen på evige ideer og dyder'.
Men i klummen er han stærkt kritisk overfor en særlig tendens, han ser ved årets lege i Paris. Nemlig kvinders »næsten kropsdækkende tatoveringer,« men også et helt særligt sted på kvindelige atleter – nemlig deres barm.
Den samme kritiske sans, som Kristian Lindberg har over for tatoveringer på kvindelige barme, har nu mødt hans indbakke. For reaktioner har journalisten fået mange af.
»De er meget hadefulde, og jeg har fået langt flere, end jeg plejer at gøre. Der er enormt mange, der beskylder mig for at mene noget, jeg ikke mener. At jeg vil forbyde folk at påføre sig tatoveringer. Det ligger mig enormt fjernt,« siger han, og tilføjer:
»Det er en æstetisk diskussion, som alle burde have ret til at have. Typisk får jeg at vide, at jeg ikke må mene noget, fordi jeg er en mand eller gammel. Men jeg mener jo, at unge har lige så meget ret til at sige hvad som helst, som jeg har.«
I den omtalte artikel bruger han den amerikanske Sha'Carri Richardson som eksempel, som ellers får ros for sin udsmykning.
»Det er mere specifikt de store tatoveringer, som kvinder får påført deres overkroppe og i særdeleshed deres barme. Ud over at det skulle være særligt smertefuldt, ser det ganske enkelt ikke godt ud,« skriver Berlingske skribenten, der samtidig forsikrer om, at det ikke udelukkende handler om kvinder.
»Er det en sexistisk betragtning? Men så kan jeg da tilføje, at jeg heller ikke bryder mig om mange tatoveringer hos mænd, hvilket i mine øjne er et ubearbejdet mindreværdskompleks eller et minde fra Hotel Gitterly.«
Der er mange, der med ung jargon vil sige 'spurgt?' til din artikel – hvorfor havde du behov for at skrive den?
»Jeg har lagt mærke til, at det er et stigende fænomen. Jeg kender mange, der har store tatoveringer og nogle, der har fortrudt det. De her mennesker er forbilleder for millioner af mennesker, og mange af dem vil adoptere samme stil. Sport har et æstetisk udtryk ligesom alt muligt andet – det må man godt diskutere.«
Du åbner jo for en samtale, som kvinder længe har frabedt sig – nemlig hvordan deres krop ser ud og ikke, hvad deres krop kan … Er det ikke nærmere det, som OL handler om, end æstetikken?
»Det er heller ikke alle kvinder, der mener det her. Hvorfor skal nogen kvinder bestemme, hvad vi skal snakke om? Jeg har ingen intention om at forbyde nogen noget som helst. Men jeg vil have lov til at diskutere. Der findes lande, hvor man ikke må kommentere – og det synes jeg ikke, at Danmarks skal være en del af. Sport har et æstetisk udtryk ligesom alt muligt andet – det må man godt diskutere.«
Nogle siger, at man ikke kommenterer noget, der ikke kan fikses på 10 sekunder …
»Så må man heller ikke diskutere, hvordan et højhus ser ud, fordi det ikke kan rives ned på 10 sekunder. Tatoveringer er kultur. Hvordan kultur og æstetik kommer til udtryk skal diskuteres. Hvorfor skal nogen sige, at man ikke må snakke om det?«
Samtidig forklarer Kristian Lindberg, at folk har lov til at gøre, som de vil – og at han selv flere gange har overvejet at få en tatovering.
»Jeg har overvejet det flere gange. Jeg synes, at det er fedt, at folk skejer ud med deres udseende. Jeg er selv gammel punker. Det, som folk misforstod om punkere, var, at vi ikke kunne tåle at få kommentarer på vores udseende – men det kunne vi. Vi elskede at diskutere det.«