Pludselig blev Robert De Niros stemme grødet.

»Man er nødt til … man er nødt til at opmuntre og støtte folk,« lød det fra skuespilleren, mens han også kæmpede med at holde tårerne tilbage.

Forgæves. For i podcasten 'The Best People' endte Robert De Niro med at give fuldt los for følelserne, skriver flere medier som Hollywood Reporter og Daily Mail.

Det skete, mens han kom med en større kritik af Donald Trump, som han beskyldte for at være »en fjende« af USA.

Og i podcasten opfordrede han ligefrem folk til at gå imod præsidenten og »tage landet tilbage«, fordi den nuværende regering ifølge ham splitter befolkningen.

»Det er på tide for os, der har taget det her land for givet, at rejse os og skille os af med den fyr,« som Robert De Niro på et tidspunkt sagde.

Robert de Niro blev tydeligt berørt i podcasten, som samtidig blev filmet.
Robert de Niro blev tydeligt berørt i podcasten, som samtidig blev filmet. Foto: Screenshot/The Best People

I den forbindelse blev den 82-årige skuespiller forelagt, at han altid gør meget for selv at »støtte og hjælpe folk omkring sig«, og så kom reaktionen og tårerne.

»Man man er nødt til at opmuntre og støtte folk. Punktum. Man kan ikke splitte folk. Man kan ikke vinde på den måde,« lød det videre fra Robert De Niro.

»Jeg vil have mit land tilbage.«

Donald Trump har reageret på Robert de Niro udtalelser – og tårer.

I et opslag på det sociale medie Truth Social bliver skuespilleren af præsidenten kaldt for »en syg og dement person med en meget lav IQ, der ikke har nogen anelse om, hvad han gør eller siger«.

»Da jeg så ham bryde sammen i tårer i aftes, lige som et barn, gik det op for mig, at han måske endda er mere syg end skøre Rosie O'Donnell,« lyder det fra Donald Trump med reference til komikeren og talkshowværten, som han ofte har angrebet.