Hotdogs, bajere og næsten ingen søvn.

Landsholdets forsvarsminister, Henrik Møllgaard, var en mand med ekstraordinært tunge øjenlåg, da han søndag eftermiddag sjoskede ud på parkeringspladsen for OL-byen, hvor DIF havde arrangeret en sidste lille og uformel presseseance med atleterne.

»Hovedet har det fint. Kroppen er egentlig også okay – liiidt træt.«

»Jeg ville godt nok hellere på en flyver hjem nu end at vente til i morgen!«

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Hvor sent var du i seng?

»Halv syv i morges, tror jeg. Men vi kom selvfølgelig også lidt sent i gang,« konstaterede Henrik Møllgaard.

Efter søndagens finalenederlag blev håndboldherrerne ved 01-tiden fragtet i en bus til den danske ambassade i Tokyo, hvor den stod på reception, som hurtigt udviklede sig til fest.

»Der var meget få og hurtige taler, hvilket altid er perfekt.«

»Der var bar og pølsevogn – det var et fremragende arrangement. Godt, at vi ikke var herinde – vi havde nok ikke kunnet holde vores kæft.«

Landstræner Nikolaj Jacobsen har smidt en video på Instagram, hvor man ser en topløs Mathias Gidsel på skuldrene af Lasse Andersson, mens de andre spillere synger:

»Gidsel's on fire – your defence is terrified.«

»Det er altid 'at hygge sig' at smide lidt rundt med Gidsel,« konstaterede Møllgaard her dagen derpå.

»Det er han vant til fra håndboldhallerne, men også fra festerne efterhånden.«

I morgen står den på hjemrejse, og så har Møllgaard en hel uge, hvor han ikke skal have harpiks på fingrene.

»Jeg møder ind næste tirsdag. Så jeg får en god uges ferie.«