Den russisk fødte højdespringer Elena Kulitjenko har vakt opsigt i sit hjemland – Cypern – efter hun blev valgt som fanebærer for cyprioterne ved De Olympiske Lege i Paris på trods af sit russiske ophav.

Blot få dage før åbningsceremonien vækker hun nu igen opsigt – det drejer sig dog om alt andet end hendes russiske rødder.

Ifølge det kypriotiske medie Ereportaz sættes den kvindelige højdespringer nu i forbindelse med en række billeder, der er blevet delt på det omdiskuterede sociale medie OnlyFans.

OnlyFans er en platform, hvor man kan dele og sælge både billeder og videoer til betalende abonnenter og bliver flere steder sidestillet med både porno og prostitution.

Platformen er tidligere blevet kritiseret for at normalisere prostitution.

Ifølge det cypriotiske medie skulle den olympiske komité have bedt Kulitjenko om at slette billederne, hvilket hun selv skulle have afvist at gøre.

Hovedpersonen selv benægter, at de pågældende billeder skulle vær af hende.

De er derimod forfalskninger kreeret af kunstig intelligens, fortæller hun gennem sin advokat.

Det cypriotiske medie oplyser desuden, at der ikke er registreret nogen politirapporter angående materialet, og hverken Kulitjenko eller den cypriotiske olympiske komité har kommenteret på sagen.

Kulitjenko skal efter planen bærer den cypriotiske fane ind under åbningsceremonien, som løber af stablen fredag aften.