204 dage før sommerens olympiske lege indledes med åbningshøjtidelighed i Tokyo, er der udsendt en giftalarm.

Således kan man på rt.com læse, at der i Tatsumi International Swimming Center i Japans hovedstad er fundet farlige asbestmineraler.

Asbesten skulle angiveligt allerede være konstateret i et brandsikkert materiale, der dækker svømmecentrets tag, i 2017.

Dengang besluttede man ikke at gøre noget ved problemet, fordi man vurderede, at den lille mængde af det pågældende mineral ikke ville være tilgængeligt for besøgende.

Men nu har det lokale bydistrikt mandag udsendt en udtalelse om, at man vil tage 'passende skridt' for at løse situationen.

Det er dog uden, at de oplyser præcis, hvad de vil gøre.

De japanske OL-værter lover dog at løse problemet, inden konkurrencerne indledes.

Ingen danske atleter forventes at skulle i aktion i Tatsumi International Swimming Center, der kun er udset til at huse kampe i vandpolo-turneringen.