Om godt to måneder vil hele verdens øjne være rettet mod vinter-OL i Milano, men arrangørerne står med lidt af en udfordring.
Og det kan ende med at blive rigtig, rigtig pinligt.
For arenaen, der skal huse en af vinterlegenes mest populære sportsgrene, ishockey, er langt fra færdigbygget.
Lige nu er det ét stort byggerod. Det skriver Associated Press.
»Der er ingen plan B,« indrømmer Andrea Francisi, der er legenes driftschef.
Santagiulia-arenaen skal med andre ord nå at stå færdig før 5. februar, hvor første ishockeykamp ved vinter-OL skal spilles.

»Vi er nødt til at være i stand til at organisere konkurrencen på en upåklagelig måde i Santagiulia,« fortsætter Andrea Francisi til mediet.
Ishockey-turneringen ved vinter-OL forventes at blive større og vildere end længe, da NHL-stjernerne har fået lov at deltage for første gang siden 2014.
Den nybyggede ishockeyarena i udkanten af Milano skal kunne huse 16.000 tilskuere, men byggeriet er langt efter tidsplanen, og planlagte testkampe er blevet udskudt til den 9. til 11. januar. Bare få uger før vinter-OL skydes i gang.
Normalt testes arenaerne året før, de skal bruges til så stor en begivenhed.
Isen skal være sikker og klar til at blive spillet på, og mindst lige så vigtigt er det, at mad- og drikkeboder, toiletter og alt andet omkring den helt nye arena fungerer upåklageligt.
Andrea Francisi er dog overbevist om, at arenaen når at blive helt klar til vinterlegene, hvor Danmark er repræsenteret i herrernes ishockeyturnering.
