Hvem er mest frisk i hovedet?

Det virker til at blive det, der afgør håndboldturneringen til OL i Tokyo.

Spillerne har været igennem et ekstremt tætpakket kampprogram på grund af coronapandemien, og de har ikke fået nævneværdig ferie, fordi den er blevet sløjfet på grund af OL-forberedelserne.

Derfor påpeger blandt andet landstræner Nikolaj Jacobsen også, at det mentale overskud bliver afgørende i Tokyo.

Anfører Niklas Landin er dog klar med en beroligende melding til de danske fans.

Han forklarer nemlig, at sulten efter succes er lige så stor som altid. Men han erkender, at sæsonen har været – og stadig er – en hård omgang.

»Mentalt er det hårdt at skulle i ilden igen. Men når du ikke har det der længere break, så gør det, at man ikke helt kommer væk fra det og ikke skal finde sig selv igen. At man har en følelse af, at det bare kører videre i et langt spor. Indtil videre har det været godt,« siger Landin, som dog lufter en bekymring på lidt længere sigt.

»Men jeg kunne også godt frygte, at der på et tidspunkt i den næste sæson kom et eller andet tidspunkt, hvor man virkelig ryger ned i et hul og ikke kan overskue noget mere. Men lige nu der er jeg langt væk fra det hul der,« lyder det.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Samme sang synger rutinerede Lasse Svan Hansen, der – akkurat som Niklas Landin – er til OL for tredje gang.

»Fra starten af sidste sæson kunne vi alle sammen se, at der kom ikke nogen pause før sommeren 2022. For mit eget vedkommende har det været en præmis om, at vi kører på, og så må vi se, hvor længe det holder. Og indtil videre holder det rigtigt godt. Jeg er super motiveret og har det rigtig godt lige nu.«

»Men der er ingen tvivl om, at når vi måske rammer den næste slutrunde i januar, kan jeg godt være bange for, at der måske falder en del folk fra. Men det er bare svært at sidde i den her situation lige nu og overveje, at der er længe til næste sommer og ferie... Så bliver det også svært oppe i hovedet. Vi kører på med alt, hvad vi har,« siger højrefløjen.

Håndboldherrerne åbner OL lørdag mod de japanske værter.