Skistjernen Anna Veith har valgt at dele et billede af sin knæskade, efter hun netop har vundet en sølvmedalje i Pyeonchang. Hun takker for støtten i den svære tid. Advarsel - artiklen indeholder billeder, der kan virke stødende.

Det er nok lige klamt nok til morgenkaffen, så vi har valgt at sløre billedet, men ikke desto mindre findes det derude. Et billede, der er to og et halvt år gammelt af den østrigske skistjerne Anna Veiths knæ, og som hun først nu har valgt at dele, efter hun er helt tilbage på toppen og netop vundet sølv i Pyeonchang.

Det var i oktober 2015, at Anna Veith blev skadet i knæet og efterfølgende opereret, og først nu deler hun altså selv billedet fra operationsstuen, og det er ikke for de sarte sjæle. Man kan se helt ind til knoglen.

Her skal du klikke dig en gang videre, hvis du vil se billedet, som Anna Veith selv har delt af de knæ, der holdt hende ude af skisport fra oktober 2015 til december 2017.

Instagram-brugeren Andreas har her valgt at forstørre billedet. Vi har som nævnt sløret det, men hvis du virkelig gerne vil se det hele, skal du klikke på billedet én gang.

28-årige Anna Veith er heldigvis ovre sine knæproblemer nu, og det blev konstateret på bedste vis, da hun ved det netop overståede vinter-OL i Sydkorea vandt sølv i Super G.

»OL er forbi, og her er min historie fra Sochi (hvor hun vandt guld. red.) til Pyeonchang. Fra guld til sølv - fra himmel til helvede - fra smerte til glæde. I det hele taget er jeg bare så taknemmelig. Stor tak til alle, der har hjulpet mig med at nå mine mål og har været der gennem alle de svære tider,« skriver Anna Veith på sin Instagram-profil.