Normalt er det på snowboard, Max Parrot kæmper. Men lige nu er den 24-årige canadier midt i en kamp udenfor sneen.

For han er blevet ramt af kræft, hvilket har gjort, han både er blevet opereret og får kemo. Det fortæller han til CBC.

Det er en sjælden form for lymfekræft - Hodgkins - Max Parrot, der vandt en sølvmedalje ved OL i Sydkorea sidste år, er blevet ramt af. Og det var nogle bestemte symptomer, der gjorde, han opdagede, han var syg.

»De første symptomer kom i efteråret, hvor min hud begyndte at klø gentagne gange. Det startede allerede i september. I november fandt jeg en bule på min hals. Jeg havde en hævet kirtel. Jeg tog til min læge, som sendte mig videre for at få lavet en biopsi. Jeg fik diagnosen et par dage inden jul,« siger Max Parrot.

Max Parrot under sidste års OL.
Max Parrot under sidste års OL. Foto: Jonathan NACKSTRAND
Vis mere

Han vil dog kæmpe, alt hvad han kan, men han blev da ramt af den barske besked, da han fik den.

»Det var en hård besked, og det er stadig hårdt,« siger Max Parrot og tilføjer, at det værste var, at han var nødt til at indse, at sygdommen betød, at hans sæson var slut. I syv år har han deltaget i alle konkurrencer, og det var noget af en kamel at sluge for ham, at han nu skulle forholde sig til, han var syg og skulle have taget en biopsi.

»Det bliver heller ikke nemt at blive hjemme de næste måneder, for jeg er vant til at rejse rundt på denne tid af året. Men jeg har nu en ny udfordring. Det er en ny konkurrence, jeg står overfor, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at vinde den,« slår Max Parrot fast.

Han har 11 behandlinger, han skal igennem endnu. Går det som det skal, er han færdig til juni.