Teenageren Alina Zagitova leverede et flot sololøb og vandt den første russiske guldmedalje ved vinter-OL.

Pyeongchang. De russiske atleter har ikke vadet i guldmedaljer ved vinter-OL i Sydkorea, men fredag kom den første af slagsen i hus.

Det skete i kvindernes kombinerede program i kunstskøjteløb.

Her strålede den blot 15-årige teenager Alina Zagitova, da hun sluttede øverst på medaljeskamlen i kvindernes frie program fredag.

Alina Zagitova førte forinden med et enkelt point ned til sin 18-årige landsmand Evgenia Medvedeva.

Det skyldtes, at den unge russer havde vundet det korte program tidligere, da hun satte verdensrekord med 82,92 point.

Som næstsidst af 24 løbere skøjtede Zagitova så ud fredag til det frie program, og her hentede teenageren 156,65 point, hvilket bragte hendes samlede score op på 239,57 point.

Det rakte til guldmedaljen, da det bare var 1,31 point mere end veninden Medvedeva, der fik sølvmedalje.

De to russere hentede nemlig præcis samme score fredag, da også Mevedeva endte på 165,65 point i det frie program.

Bronzen gik til Canadas Kaetlyn Osmond, der samlet scorede 231,02 point.

Zagitova var ovenud lykkelig for sin guldmedalje.

- Jeg kan slet ikke forstå, at jeg er mester. Mine hænder rystede, men min krop udførte alt, hvad jeg har trænet den til, siger Zagitova ifølge AP.

Medvedeva og Zagitova er både veninder og træningspartnere, og tegningen til drabelige dyster mellem de to unge kunstskøjteløbere i fremtiden ligger lige for.

- Jeg kan præstere mere i denne sport. Der er mange titler at vinde, og at vinde ved et OL er det største, siger Zagitova.

Evgenia Medvedeva har da også tænkt sig at tage kampen op med sin veninde og rival.

- Jeg har et langt liv i sport foran mig, og jeg har tænkt mig at fortsætte i mange år, siger Medvedeva.

De to russiske kunstskøjteløbere er blandt de 168 russiske atleter, der stiller op ved vinter-OL i Pyeongchang under neutralt flag.

Det skyldes, at Rusland som nation er udelukket som følge af omfattende dopingsvindel i forbindelse med vinterlegene for fire år siden i Sotji.

/ritzau/