Coronapandemiens hærgen har i de seneste uger skabt en del uro omkring OL i Tokyo, og nu viser det sig, at 10.000 frivillige har trukket sig fra legene.

De ønsker alligevel ikke at hjælpe med at afvikle legene i den japanske hovedstad.

Det siger Toshiro Muto, der er administrerende direktør i organisationen, som står for planlægningen af OL.

Ifølge AFP skyldes størstedelen af afbuddene bekymringer omkring coronapandemien. En fjerde bølge ruller i øjeblikket ind over Japan.

Derudover har nogle frivillige trukket sig på grund af de ændringer, der er sket i programmet, efter at legene blev udsat fra 2020 til 2021.

I alt var der i første omgang 80.000, der havde meldt sig som frivillige, men nu har der altså været et ganske betragteligt frafald.

Toshiro Muto fastslår dog, at han ikke forventer, at de mange afbud vil få nogen betydning for afviklingen af OL.

OLs åbningsceremoni afvikles 23. juli.