De sidder i hver sin stol. Og smiler.

Imens kigger Caroline Wozniacki på kæresten David Lee, der stille kigger ned.

Sådan ser er motivet på et nyt billede af det dansk-amerikanske sportspar, som den danske tennisspiller har delt på Instagram.

Her har hun også givet en forklaring på, hvad der er gået forud:

»Jeg må have sagt noget sjovt,« lyder det fra hende:

»Arthur Ashe Stadium er et cool sted at hænge ud.«

David Lee har dog en anden oplevelse af situationen, som er foregået lige inden, billedet blev knipset.

»Det er mere sandsynligt, at jeg har sagt noget sjovt og griner af min egen joke,« lyder det humoristiske comeback fra basketballspilleren et stykke nede i kommentarfeltet.

Det dansk-amerikanske par har flere gange for nylig vist deres kærlighed frem på sociale medier. Som da en Wozniacki-fanside skrev til et billede af tennisspilleren, at David Lee måtte være 'den heldigste mand i verden', hvortil han kort svarede bekræftende med tre små, præcise ord.

Grunden til, at Caroline Wozniacki og David Lee kan hænge ud på Arthur Ashe Stadium, er selvfølgelig, at US Open er i fuld gang.

Her er den 27-årige dansker klar til anden runde, efter at hun i første runde slog rumænske Mihaela Buzarnescu. Nu venter russiske Ekaterina Makarova.