Caroline Wozniacki vandt lørdag B.T. Guld, og det er en pris, der betyder rigtig meget for hende.

Det fortalte hun i sin takketale på en live-transmission under årets Sport 2018-show.

»Det betyder noget helt specielt, fordi det er de andre udøvere, der har stemt på mig. Det har været et helt specielt år. Det var ventetiden værd. Jeg ryster stadig helt. Tusind, tusind tak. Det betyder meget,« lød de følelsesladede ord blandt andet.

B.T. Guld er blevet uddelt siden 1930. Det særlige ved prisen er, at det er atleterne, der stemmer på hinanden. Derfor bliver den også kaldt 'sportens egen pris'.

I alt 40 atleter har stemt, og blandt dem finder man navne som Michael Valgren, Niklas Landin, Stine Jørgensen og mange flere.

De øvrige nominerede var ishockeyspilleren Lars Eller og fodboldspilleren Pernille Harder.

Wozniacki vandt i 2018 grand slam-turneringen Australian Open. At Caroline Wozniacki vandt B.T. Guld, var også derfor helt fortjent ifølge flere topatleter.

Blandt andre den tidligere landsholdsspiller i håndbold Rikke Nielsen.

»Hun er for sej. Jeg plejer aldrig at se tennis, men det gør jeg, når hun spiller. Jeg sidder der fuldstændig. Den præstation, hun leverede ved Australian Open ... Der blev man dansker på en eller anden måde. Når der sker nogle store sportsbegivenheder, så synes jeg, det smelter sammen,« fortalte Rikke Nielsen til B.T. lørdag aften, og hun erkender også, at hun blev rørt over Caroline Wozniackis indsats.

»Jeg græd og fik en smule gåsehud. Det var jo bare enormt stort,« lyder det afsluttende fra Rikke Nielsen.

Også den tidligere cykelrytter Brian Holm var imponeret over, at det endelig lykkedes for Caroline Wozniacki at hive en eftertragtet grand slam-titel i hus.

»Hun har jo været god i mange år efterhånden, og det var flot, at hun langt om længe fik en grand slam,« lød det kort fra Brian Holm, da B.T. Sport fangede ham på den røde løber.

Det er fjerde gang, Caroline Wozniacki vinder den eftertragtede B.T Guld-pris. Tidligere har legender som Bjarne Riis, Michael Maze og Nicki Pedersen vundet hæderen.

Ved Sport 2018 blev der uddelt alskens priser, og Pernille Harder, der var nomineret til B.T. Guld, vandt prisen som Årets Kvindelige Fodboldspiller.

I år var det desuden ganske særligt, at e-sportholdet Astralis var indstillet til prisen. Det var således første gang, at et hold inden for den sportsgren var i spil til at modtage trofæet.

Der var flere sjove episoder under årets prisuddeling. Blandt andet drillede værten Tina Müller Christian Eriksen, da hans forældre modtog prisen som Årets Mandlige Fodboldspiller på hans vegne. Hun mente, at de var lige så fåmælte som fodboldspilleren, og at det nok var der, han havde det fra.

Det var B.T.-sportschef Søren Klæstrup, der overrakte prisen til Wozniacki.

Caroline Wozniacki er 28 år, og i januar måned skal hun forsvare sin titel ved Australian Open. Turneringen begynder den 14. januar. Wozniacki er rangeret på en tredjeplads over verdens bedste kvindelige tennisspillere.