Priserne regnede ned over Caroline Wozniacki, der lørdag er blevet hædret med B.T. Guld og Årets Sportsnavn.

Tennisspilleren Caroline Wozniacki løb lørdag aften med priserne B.T. Guld og Årets Sportsnavn ved det store show Sport 2018 i Herning.

- Jeg vil gerne takke jer alle for jeres støtte hele året igennem. Det betyder virkelig meget for mig, siger Wozniacki efter at have modtaget prisen som Årets Sportsnavn.

Caroline Wozniacki nåede karrierens foreløbige højdepunkt, da hun i januar 2018 vandt grand slam-turneringen Australian Open.

- Jeg tror, at det er svært at sætte ord på. Det er noget, jeg har drømt om, siden jeg var et lille barn. Det tog hårdt arbejde og lidt held at nå mit mål, lyder det fra tennisstjernen.

- Jeg er virkelig stolt af at repræsentere Danmark og jer alle sammen, siger hun.

Caroline Wozniacki var ikke selv til stede ved showet i Herning, hvor hun fik prisen foran cykelrytteren Michael Valgren og fodboldspilleren Pernille Harder.

Wozniacki er nemlig i Australien, hvor hun er ved at forberede sig til titelforsvaret af Australian Open.

Pernille Harder var nomineret efter kåringen som Europas bedste fodboldspiller, mens Valgrens nominering skyldtes sejre i Amstel Gold Race og Omloop Het Nieuwsblad.

De flotte præstationer kunne dog ikke konkurrere med en tennissejr i single i grand slam-turneringen Australian Open.

- Caroline Wozniackis præstation ved Australian Open stikker dog ud som den allerstørste, så hun er en fuldt fortjent vinder af Årets Sportsnavn, som jeg i al ubeskedenhed kalder for Danmarks største idrætspris, siger Morten Mølholm Hansen, der er direktør i Danmarks Idrætsforbund (DIF) og medlem af priskomitéen til Årets Sportsnavn, i en pressemeddelelse.

Det er anden gang i karrieren, at Caroline Wozniacki modtager prisen som Årets Sportsnavn. Hun modtog den også i 2010.

/ritzau/