Tysk forskning skal afgøre, om astmamedicin er præstationsfremmende, og Wada bakker studiet op med økonomi.

Er astmamedicin præstationsfremmende, eller gør medicinen blot, at astmatikere kan konkurrere på lige vilkår med andre udøvere?

Det er et af de spørgsmål, som igen og igen fører til dopingdebat i sportsverdenen. Men nu skal det være slut med den manglende viden på området.

Det Internationale Antidopingagentur (Wada) har postet 2,1 million kroner i et tysk forskningsstudie, som skal besvare netop spørgsmålet om astmamedicins effekt.

Det bekræfter Jürgen Steinacker, som er professor i idrætsmedicin ved universitet i tyske Ulm, over for det norske medie Nettavisen. Det er Steinacker, som skal lede studiet.

- Vi har ikke tilstrækkelig viden om, hvilken effekt astmamedicin har på ydeevnen, og vi er taknemmelige for, at Wada finansierer studiet, siger han.

Studiet får deltagelse af 24 idrætsudøvere på højt niveau, som vil blive udsat for henholdsvis rigtig astmamedicin og placebo.

Mange atleter inden for især udholdenhedsidrætter som cykling, svømning, langrend og triatlon har astma og har derfor fået tilladelse til at bruge astmamedicin.

Men gør det dem bedre, eller gør det blot, at de ikke bliver dårligere end konkurrenterne?

Den tyske tv-station ARD har flere gange sat et kritisk lys på brugen af doping - og astmamedicin - i sportsverdenen.

Det var ARD, som fandt ud af, at 7,7 procent af udøverne ved vinter-OL i 2006 havde lov til at bruge astmamedicin. Og at disse udøvere vandt 14,4 procent af medaljerne ved legene.

I 2002 brugte 5,2 procent ved vinterlegene astmamedicin og vandt 15,6 procent af medaljerne.

Ifølge tal fra BBC brugte 35-40 procent af Storbritanniens olympiske cykelryttere i 2016 en inhalator mod astma. Tallet for hele det britiske OL-hold var 21 procent. Og i den britiske befolkning generelt var tallet ni procent.

/ritzau/