34-årige Witold Banka er Wadas kandidat til at afløse Craig Reedie som præsident i slutningen af året.

Witold Banka mere end ligner den kommende præsident i Det Internationale Antidopingagentur (Wada).

Tirsdag blev den 34-årige polske sportsminister valgt som Wadas kandidat i forbindelse med et Wada-møde i Montreal, hvor også repræsentanter for de 21 regeringer, der sidder i Wadas bestyrelse, deltog.

Dermed synes vejen banet for Banka, når Wada skal vælge en afløser for præsident Craig Reedie.

Den tidligere atlet er således eneste officielle kandidat til posten, da han blev valgt foran Marcos Diaz fra Den Dominikanske Republik.

- Det er et vigtigt øjeblik for Polen. Det er en stor ære at blive valgt, men det er også et stort ansvar, siger Banka til polsk tv ifølge Reuters.

De 21 regeringer er samlet under navnet Publich Authorities i Wada-regi.

Witold Banka var Europas kandidat til posten foran norske Linda Helleland, efter at Banka stillede sig til rådighed for et år siden.

Den norske regering indstillede tidligere Linda Helleland som officiel kandidat i spillet om præsidentposten, men den 41-årige norske minister har været i modvind i organisationen.

Linda Helleland var imod at ophæve den tre år lange udelukkelse af Ruslands Antidopingagentur (Rusada).

Beslutningen om at indlemme Rusada i Wada igen blev truffet i september i fjor, og den mødte stor kritik fra mange sider på grund af processen, hvor man ændrede i køreplanen for at genoptage Rusada.

Blandt andet krævede man ikke længere, at russerne skulle anerkend, at der var tale om statsstøttet doping i landet i kølvandet på den russiske dopingskandale.

77-årige Craig Reedie stopper som Wada-præsident til november, hvor en ny person til posten skal vælges.

Her er det en formalitet at vælge Banka, medmindre andre kandidater ønsker at udfordre polakken.

Er det tilfældet, så skal en kandidat melde sig inden 31. maj, og der skal være opbakning fra mindst et medlem i Wadas Foundation Board, som er en slags repræsentantskab i Wada.

Wadas Foundation Board består af 38 medlemmer.

Wada finansieres delvist af regeringer og af Den Internationale Olympiske Komité (IOC).

/ritzau/