Curlingsten kan være hurtige, langsomme og skæve, så det er vigtigt for topspillerne at lære dem at kende.

Alle curlingsten har deres egen personlighed.

Derfor bliver stenene studeret nøje, når verdens bedste spillere kæmper mod hinanden, som tilfældet er i disse dage ved VM i Silkeborg.

Danmarks skipper, Madeleine Dupont, fortæller, at det danske hold skriver notater ned på stenene, så de kan lære dem bedre at kende.

- Der er forskel, fordi det er sten. Men vi prøver at lægge det bag os, når vi står i det.

- Man kan rigtig nemt gå i detaljer med, at "var den sten ikke lidt hurtigt", og "var den ikke lidt skæv" og så videre, siger hun.

Madeleine Dupont vurderer, at de senere års øgede standardisering af udstyret i curling har gjort forskellene på stenene mindre. Alligevel fornemmer hun, at flere konkurrenter går meget op i det.

- Jeg tror, at nogle nationer lægger vægt på den mindste detalje, men vi prøver at se det i et lidt større billede.

- Vi laver stadigvæk noter og parrer stenene, som vi finder det mest hensigtsmæssigt, så hvis vi altid misser med den samme sten på den samme måde, så er der nok et eller andet med den, siger skipperen.

Der skal ikke særlig meget til, før et perfekt skud i curling kan ende helt galt.

- Vi tabte for nylig en kamp, fordi en sten kørte hen over et hår fra nogens hoved. Så endte den med at køre helt skævt.

- Det var sidste sten i kampen og et standardskud. Men stenen samlede et hår op, og så kørte den helt skævt ud til siden. Så lidt skal der til for at vinde eller tabe kampe, siger Dupont.

Spørgsmål: Så der skal gang i kostene?

- Ja, der bliver gjort rigtig meget rent.

Danmark åbnede lørdag VM med et 6-8-nederlag til USA. Søndag skal danskerne op mod Rusland fra morgenstunden, mens Sverige venter søndag aften.