Én, to, tre, fire, fem. I 2018 vandt Annika Langvad sin femte medalje af den fineste karat ved VM i mountainbike på marathondistancen. Det indløser samtidig en nominering til B.T. Guld.

»Det var rigtig, rigtig fedt at vinde VM igen. Jeg har altid været stærk i den disciplin, så det kom faktisk ikke som nogen stor overraskelse, at jeg vandt endnu en gang,« fortæller den 34-årige guldvinder til B.T. Sport om sejren på marathondistancen.

Grund til overlegenhed kan man også snakke længe om. Annika Langvad vandt med mere end fem minutter ned til den næstbedste, østrigske Christina Kollmann, ved VM i Dolomitterne i Italien.

»Jeg er god i de distancer, hvor det handler om udholdenhed og det at være powerful. Det er helt klart mine forcer, som jeg også kunne bruge her« svarer Annika Langvad på spørgsmålet om, hvad det er, der gør hende så overlegen i netop marathondistancen. En distance, hun debuterede på i 2010.

Annika Langvad fejrer én af sine mange titler i 2018.
Annika Langvad fejrer én af sine mange titler i 2018. Foto: KIM LUDBROOK
Vis mere

Det var mere end VM-guldet

Lad os hoppe to uger tilbage inden VM-succesen.

Her cyklede Annika Langvad VM på den olympiske distance. Trods en føring det meste af ruten igennem, måtte hun 'nøjes' med en sølvmedalje.

»Det var måske den hårdeste andenplads, jeg nogensinde har fået. Jeg havde ikke regnet med at ligge så langt fremme, som jeg gjorde. Men det skete, og derfor var jeg meget indebrændt over, at jeg ikke havde kræfterne til sidst. Det var virkelig hjerteskærende, for det var så tæt på succes, og alligevel faldt det ud af hænderne på mig.«

Sølvmedaljen gjorde dog ikke ingenting for Annika Langvad. Det gav blod på tanden forud for VM på marathondistancen.

Og da hun to uger senere cyklede over målstregen på marathondistancen, fik hun sin personlige sejr.

»Det at jeg kunne rejse mig oven på den skuffelse, som det var for mig, var stort. Jeg fik bekræftet, at jeg stadig kunne mit game, og det var en rigtig god og personlig oprejsning for mig.«

Annika Langvad cyklede de obligatoriske 97 kilometer på marathondistancen i en imponerende tid på 4 timer og 53 minutter. Og faktisk ville hun have cyklet ruten endnu hurtigere, hvis ikke det var for et uventet stop undervejs.

»Jeg mistede fuldstændig herredømmet«

Der skulle kun en stejl stigning til, før Annika Langvad øjnede muligheden for en sejr. Hun så muligheden for at lægge et enormt pres på de resterende ryttere.

Annika Langvad.
Annika Langvad. Foto: MIKAEL FRITZON
Vis mere

VMs 2018-udgave havde aldrig nemlig været hårdere. Eller højere for den sags skyld. Med en højde på 2400 meter over vandet få steder på ruten, kunne Annika Langvad udnytte den føromtalte udholdenhed og power. Det gav et solidt forspring, da Annika Langvad nåede den sidste stigning.

Men med 20 km til mål og i fuldstændig i kontrol, gik det galt for Annika Langvad.

»Jeg kørte ned ad den sidste regulære nedkørsel inden mål, hvorefter der ventede et mere fladt stykke. Lige pludselig rammer min cykel en sten. Det giver et bump og får mine fødder til at flyve ud af pedalerne. Jeg mister fuldstændig herredømmet over cyklen, og der vidste jeg bare, at der var ikke noget at gøre. Så fløj jeg ned. Jeg nåede at tænke game over.«

»Og det var ret vildt, at der ikke skete mere. Jeg kunne have mistet alt på den nedkørsel. Jeg kom op og kunne mærke, at jeg ikke var helt på toppen.«

Fuldstændig foreslået, en øm skulder og et par trykket ribben var konklusionen som følge af styrtet. Annika Langvad var langt fra i en stand, der gjorde, at hun kunne fortsætte. Ikke desto mindre var det det, hun gjorde.

»Når man har så meget adrenalin i kroppen, så tror jeg, du kan nogle ting, som ikke altid ville være mulige. Jeg tænkte, at nu lå jeg alligevel i front. Det nytter ikke at stå af cyklen nu - du kan lige så godt fyre det af, du havde. Og heldigvis klarede jeg den, men jeg var virkelig ristet og ramt af smerter,« fortæller Annika Langvad, der ikke slap for en tur på hospitalet.

At cykle i mål var derfor som at knække en hård negl for Annika Langvad. I dag kigger hun da også tilbage med oprejst pande over at have overvundet smerterne.

»Jeg er stolt af den præstation (VM-guld på marathondistancen, red.). Og generelt har det bare været et forrygende år og ét af de bedste for mit vedkommende. Det har været stabilt, hvilket har været en stor personlig tilfredsstillelse for mig.«