'Hold my beer'

Sådan skriver den australske surfstjerne Mikey Wright på Instagram om en dramatisk redningsaktion, som han var hovedperson i, på Hawaii.

Her reddede han på bedste superhelte-maner en kvinde, som var i alvorlige problemer i den stærke strøm og de store bølger, fra at drukne.

Hele det dramatiske optrin, som fandt sted på en strand på Hawaiis hovedø, Oahu, er fanget i to videoklip, som kan ses herunder. Tryk på play for at se videoen. For at se video 2 skal du swipe til højre ved at klikke på den lille pil.

På videoen ser man først Mikey Wright filme ud over havet fra stranden, mens han hygger sig med en øl med nogle venner. Det er her de opdager, at en kvinde er fanget i stærk strøm ude i vandet.

Flere strandgæster forsøger at komme kvinden, som bliver flået afsted af strømmen 10 meter ude i vandet, til undsætning, men de må se forgæves til.

Det får straks Mikey Wright til at reagere: Han smider sit kamera fra sig og spurter afsted ned til vandet.

»Den person har brug for hjælp,« hører man Wright sige, inden han sætter i løb.

Optrinet bliver filmet videre af hans søster, Tyler Wright, som iøvrigt er verdensmester i surfing.

På det andet videoklip kan man se den professionelle surfer hoppe i bølgerne og få fat i kvinden, som han med møje og besvær får bjærget i land.

Her står andre strandgæster klar til at hjælpe dem i sikkerhed, mens store bølger fortsat vælter ind fra det brusende hav.

24-årige Wright, som er ud af en berømt australsk surf-familie, bliver hyldet på Instagram for sin heltemodige gerning.

Foto: Mark RALSTON
Vis mere

Han befinder sig på Hawaii, da han deltager i Pipeline Masters-turneringen, som foregår på den nordlige kyst på Ouahu, der er kendt som et af verdens mest populære surfspots for verdens bedste surfere.

Men det er ikke et sted for amatører at kaste sig ud i bølgen blå. Bølgerne kan blive op til 25-30 meter på denne årstid.