Viktor Axelsen blev søndag verdensmester i herresingle i badminton, da han besejrede den tidligere femdobbelte verdensmester, Lin Dan fra Kina, med to sæt mod nul. Bagefter havde den 23-årige dansker svært ved at forstå, hvad der var sket.

»Det har været min drøm at komme i finalen. Jeg har set Lin Dan spille i så mange år, så at være her og spille mod ham er en kæmpe præstation for mig og så faktisk at vinde VM-titlen er helt utroligt.« sagde Viktor Axelsen efter kampen til TV2 Sport.

»Lin Dan er et idol for mig, så det er helt uvirkeligt,« sagde Viktor Axelsen om den 33-årige kineser.

»Hvis du kunne se mig indvendig, så rystede jeg som et barn, og jeg fortalte Kenneth (red. Kenneth Jonassen, Viktor Axelsens træner) mange gange, særligt i andet sæt, at jeg er så forbandet nervøs lige nu, men vi havde en plan, og jeg vidste, at den følelse ville komme,« sagde den nye danske verdensmester.

Viktor Axelsen i sekundet efter sejren.
Viktor Axelsen i sekundet efter sejren. Foto: ROBERT PERRY
Vis mere

Der har tidligere været to danske verdensmestre i herresingle. I 1977 vandt Flemming Delfs over sin landsmand, den nu afdøde Svend Pri, i finalen. I 1997 vandt Peter Rasmussen over kineseren Sun Jun.

Viktor Axelsen sluttede sin sejrstale med at takke publikum.

»Tak for al støtten, det har været en ære at spille her,« sagde han til publikum i skotske Glasgow.

Viiktor Axelsen med VM-guldmedalje og pokal efter finalesejren over kineseren Lin Dan.
Viiktor Axelsen med VM-guldmedalje og pokal efter finalesejren over kineseren Lin Dan. Foto: ANDY BUCHANAN
Vis mere