En principiel EU-afgørelse om speedskateres deltagelse i et showstævne kan få betydning i andre sportsgrene.

Bruxelles. EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, har fredag pålagt Den Internationale Speedskating Union (ISU) at fjerne unionens regel, der forbyder speedskatere at konkurrere i konkurrencer uden for ISU-regi.

Den principielle afgørelse kan også tvinge internationale specialforbund i andre sportsgrene til at ændre regler og dermed sikre økonomisk bedre rettigheder for udøverne.

De to hollandske skøjteløbere Mark Tuitert og Niels Kerstholt blev af ISU nægtet at deltage i et økonomisk lukrativt showstævne i Dubai. Den beslutning har de to hollændere taget hele vejen til EU-Kommissionen, som endte med at give dem medhold.

ISU's regler strider mod EU's regler for arbejdsmarkedet.

- Udøvere som Tuitert og Kerstholt bør have mulighed for at få det maksimale ud af de år, hvor de kan præstere på det højeste niveau, siger Margrethe Vestager.

ISU har 90 dage til at ændre unionens regler. Ellers vil unionen modtage en økonomisk straf på op til fem procent af unionens omsætning.

Speedskaternes forbund er uenig i afgørelsen og mener ikke, at den sætter kommercielle interesserer foran principper som integritet og sikkerhed, lyder det i en erklæring fra ISU.

Fredagens EU-afgørelse sammenlignes med Bosman-dommen, som i 1995 ændrede reglerne for fodboldens transfermarked. Også dengang vurderede EU-Kommissionen, at de gældende regler var i strid med konkurrencereglerne.

Speedskating, der også er kendt som hurtigløb på skøjter, har også danske udøvere med fremme i verdenstoppen. Elena Møller Rigas og Viktor Hald Thorup skal med til vinter-OL i februar.

/ritzau/NTB