I 11 år har superstjernen indenfor dart, Michael van Gerwen, dannet par med Daphne van Gerwen.
Men ægteparret har besluttet at lade sig skille.
Det skriver den 36-årige pilekaster på Instagram.
»Det er med stor sorg, jeg må fortælle, at Daphne og jeg har besluttet sig for at gå fra hinanden,« skriver Michael van Gerwen, der er en af de mest vindende dartspillere gennem tiden.
Samtidig fortæller han, at han trækker sig fra sporten midlertidigt.
»Som konsekvens har jeg trukket mig fra de kommende turneringer. Jeg er ked af at måtte skuffe mine fans, men jeg håber, at de vil forstå min beslutning,« lyder det.
Parret har to børn sammen.
Michael van Gerwen har vundet VM tre gange, senest i 2019. Syv gange har han vundet dartsportens Premier League.