Han har i 10 år ikke tabt en kamp i såkaldt matchspil. Men søndag skete det sjældne for den regerende verdensmester i skak, Magnus Carlsen, fra Norge.

Således tabte han til kineseren Bu Xiangzhi, der blot ligger nummer 35 på verdensranglisten, ved World Cup i den georgiske by Tblisi.

Kineseren vandt det første af to partier lørdag med sorte brikker, og da søndagens parti sluttede remis, blev tredje runde endestationen for Magnus Carlsen.

Nordmanden blev i 2013 verdensmester efter samlet sejr over inderen Viswanathan Anand, og har siden forsvaret titlen mod russeren Sergej Karjakin.

Sidste gang Magnus Carlsen tabte en skakduel i matchspil var ved World Cup i Khanty-Mansijsk i 2007 mod Gata Kamsky.