Den tidligere europa- og verdensmester i judo, Craig Fallon, er fundet pludselig død.

Han blev bare 36 år gammel, og det er en nyhed, der chokerer i judomiljøet.

Den britiske judoudøver blev fundet i det populære vandreområde The Wreking i den centrale England tidligt mandag morgen, fortæller politiet i West Mercia ifølge CNN.

Politiet har ikke kunnet oplyse om nogen dødsårsag endnu, men intet tyder på, at der har været nogen kriminel handling involveret.

Craig Fallon bliver omtalt på en helt særlig måde af sin landsmand og kollega i judoverdenen Danny Williams.

'Craig Fallon var den sjældne type mester; et vanvittigt talent, et lille ego og et kæmpe hjerte. En virkelig fantastisk Judoka og et endnu bedre menneske. Det var en sand ære og et privilegium at kende ham, lære fra ham og kalde ham min ven. Han vil blive enormt savnet,' skriver Danny Williams.

Hos det internationale judoforbund, IJF, er der flere kondolencer fra højtstående personer i judomiljøet og fra nære venner.

'Hans dedikation til den sport, han elskede, vil jeg aldrig glemme, og jeg sætter pris på vores tid sammen. Craig er et stort tab for sporten, men jeg håber, hans meritter og fantastiske historie vil inspirere kommende generationer. Din træner og ven, Fitz,' skriver Fallons mangeårige træner Fitsroy Davis.

Craig Fallon ved OL i Beijing.
Craig Fallon ved OL i Beijing. Foto: OLIVIER MORIN
Vis mere

Craig Fallon blev som 23-årige verdensmester i 2005 i -60 kg-klassen, mens han året efter blev europamester.

I 2007 vandt han mændenes World Cup-serie, og i 2008 deltog han ved OL i Beijing, hvor han blev nummer syv.

Han stoppede sin aktive karriere i 2011 og sprang ud i trænergerningen, hvor han i 2017 blev træning i et østrigsk forbund, inden han sidste år blev cheftræner for de bedste, walisiske judokæmpere.

Craig Fallon efterlader sig sine forældre, to søskende, kæreste og søn.