EM-guld, VM-guld og titlen som 'Verdens bedste sejler'.

2019 har været et fantastisk sportsår for 28-årige Anne-Marie Rindom, der satte alle sine nærmeste konkurrenter til vægs i bådklassen Laser Radial.

»Det er fuldstændig vanvittigt. 2019 kunne ikke have været bedre, og det er min bedste sæson nogensinde,« fortæller Anne-Marie Rindom, da B.T. fanger hende, mens hun er på træningslejr i Australien.

Efter en lang sæson med flere triumfer er hun derfor indstillet til B.T. Guld 2019.

Anne-Marie Rindom ved VM i Sejlsport i Aarhus 2018.
Anne-Marie Rindom ved VM i Sejlsport i Aarhus 2018. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Cruisede sig til sejr

Tilbage i maj satte Anne-Marie Rindom kursen mod Portugal og det EM-guld, hun ikke havde formået at hive i land, og her var der aldrig rigtig tvivl om udfaldet.

»EM var en speciel oplevelse, fordi jeg endte med at føre fra start til slut, og jeg havde allerede vundet guldet inden sidste sejlads,« forklarer hun.

Hun endte med at cruise sig til sejr, som hun selv formulerer det, og resultatet betyder stadig ekstra meget for hende:

»Det var lidt ekstra specielt at vinde EM, fordi det var første gang. Sidste år glippede det med kun ét point.«

Anne-Marie Rindom ved VM i Sejlsport 2018 i Aarhus.
Anne-Marie Rindom ved VM i Sejlsport 2018 i Aarhus. Foto: Henning Bagger
Vis mere

'En rigtig arbejdssejr'

To måneder efter ​EM-triumfen skiftede Anne-Marie Rindom kurs og rejste til Japan, hvor hun skulle forsøge at vinde det VM-guld, som hun også vandt i 2015.

Her var det alt andet end 'cruise control' for sejleren fra Søllerød.

»Jeg havde sindssygt meget modgang til VM, hvor jeg i de to første sejladser knækker rorpinden og laver en tyvstart,« lyder det fra Anne-Marie Rindom.

Den dårlige start kaster Rindom langt tilbage i den samlede VM-stilling, men i de efterfølgende sejladser kommer hun bedre med og blander sig helt i toppen.

Men i næstsidste sejlads er det hele ved at glippe endnu en gang, da hun tager et stort sats, der ender med at smide hende helt ned som nummer 42 ved første topmærke.

»Lige dér tænkte jeg: 'Åh nej, nu har jeg totalt jokket i det, og nu bliver det her en af de dage, hvor det hele falder sammen',« fortæller Anne-Marie Rindom.

Hun formår at hive sig op som nummer seks og klart i spidsen inden 12. og sidste sejlads, hvor hun tager en 15.-plads, som er nok til at sikre VM-guldet.

»I 2015 gik jeg ikke ind som én af favoritterne, og jeg ville gerne bevise denne her gang, at det ikke bare var en tilfældighed sidst. Det endte med at blive en rigtig arbejdssejr,« siger hun.

Anne-Marie Rindom under VM i Sejlsport 2018 i Aarhus.
Anne-Marie Rindom under VM i Sejlsport 2018 i Aarhus. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Flødeskum på toppen

Den 30. oktober befinder Anne-Marie Rindom sig på Bermuda, da hun er nomineret til titlen som verdens bedste sejler på tværs af alle bådklasser.

Og hun vinder som den første dansker nogensinde.

»Den titel betyder helt vildt meget. Det er jo anerkendelse på tværs af alle bådklasser, og bare det, at der bliver lagt mærke til én, er jo en kæmpe ære.«

Hun har altid drømt om at få prisen, men hun har aldrig turdet håbe på det.

»Jeg har altid tænkt, at det ikke kunne lade sig gøre at opnå sådan en pris,« siger Anne-Marie Rindom og tilføjer:

»Jeg sagde til mig selv, at bare det at være nomineret er vildt, så jeg ikke blev skuffet, hvis jeg ikke vandt prisen.«

Den 28-årige sejler ser på prisen som kulminationen på en sæson, hvor alt bare gik op i en højere enhed:

»Det var lidt ligesom flødeskummet på toppen. Det afsluttede bare en helt fantastisk sæson.«

Anne-Marie Rindom på podiet med champagne og VM-bronzemedalje i 2018.
Anne-Marie Rindom på podiet med champagne og VM-bronzemedalje i 2018. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Jagter OL-medalje

Danmark har allerede en OL-plads i Laser Radial til sommer, da Anne-Marie Rindom sikrede pladsen ved sidste års VM på hjemmebane i Aarhus, hvor hun fik en bronzemedalje.

Og netop derfor håber hun da også, at det er hende, der ender med at få billetten til den japanske hovedstad, hvor målet er en OL-medalje.

»Hvis alt klapper og går op i en højere enhed, så skal jeg også være med helt fremme,« fortæller hun.

Af den grund er det også uvist, hvor stor chancen er for, at hun kommer til at forsvare sit verdensmesterskab næste år:

»Jeg kommer til at planlægge min kalender lidt anderledes næste år, fordi der ligger et OL i august. Sæsonen bliver lang, og VM bliver måske ikke så vigtig, så det bliver nok lidt nedprioriteret.«

Tidligere på året vandt Anne-Marie Rindom også to World Cups på henholdsvis Mallorca, i Spanien og i Genoa, Italien.

Ved OL i Rio de Janeiro, Brasilien, i 2016 fik hun en bronzemedalje.

I forbindelse med sportsgallaen 4. januar i Boxen i Herning bringer B.T. en række portrætter af de 10 nominerede.