43-årige Gareth Hopkins kæmper i øjeblikket for sit liv. 

Hopkins fik et hjertestop knap en kilometer før målstregen til London Marathon 26. april, skriver engelske Daily Mirror

Et løb, som han deltog i af en helt særlig årsag. 

Gareth Hopkins løb for velgørenhed - og helt specifikt til minde om sin afdøde bedstemor for at samle penge ind til velgørenhedsorganisationen Age UK, der støtter ældre til et bedre liv.

Efter hjertestoppet blev han bragt til hospitalet, hvor han nu befinder sig i kritisk tilstand. 

Siden indlæggelsen er der oprettet en indsamling for den 43-årige brite, der til dagligt arbejder som paramediciner. 

Her er der allerede indsamlet mere end 26.000 pund - svarende til knap 225.000 danske kroner - på en GoFundMe-side, som venner har oprettet for at hjælpe hans kone Jodie og deres små børn, mens han modtager behandling.

Hopkins' venner, James Pearson og Katie Earley, skrev på siden: 'Som mange af jer allerede ved, fik vores kære ven og kollega, Gareth Hopkins, tragisk hjertestop ved mile 25 af London Marathon søndag den 26. april.'