Den store løbefest er i gang i København med søndagens afholdelse af Copenhagen Half Marathon.

Men den sene septembervarme lægger en dæmper på festen.

Flere løbere er blevet så dårlige kort før mål, at de må bæres over målstregen.

»Ja, det er klart, at i og med det er blevet varmere her i løbet af eftermiddagen, er der flere løbere, som er blevet overanstrengt,« fortæller Dorte Vibjerg, direktør i Sparta Atletik og Løb til B.T. og fortsætter:

»Vi har helt team stående, som hjælper løberne ind over målstregen.«

Søndagens løbefest startede ellers ud med lovende 17 grader, men som timerne er gået har solens kraft fået mere fat.

Og derfor er da heller ikke en overraskelse, at flere bliver ramt af udmattelse.

»Vi så samme tendens i foråret til Copenhagen Marathon, hvor vi også fik en rigtig varm forårsdag, og der var rigtig mange af de her overanstrengelser og dehydreringer, vi skulle håndtere,« siger Dorte Vibjerg.

Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Vis mere

Men selvom varmen udmatter flere, oplever Sparta, der afholder søndagens halvmaraton, at flere løbere er gode til at hjælpe.

For ikke nok med de bærer folk i mål – så løber de også efter vand til andre der har brug for det.

»Indtil videre er meget et spørgsmål om, at folk skal have noget væske. Vi har et medic-telt 100 meter fra målstregen, hvor vi hjælper folk op til, så de kan få noget skygge og et drop, hvis de skal have noget andet end bare væske. Det kan også være saltbalancen, den er gal med. Så behandler vi dem derfra.«

»Der er ikke nogle alvorlige hændelser p.t. Lægerne skal have fokus på deres arbejde, så det endelige tal af behandlede har vi først i aften.«

Til B.T. oplyser operationschef ved Hovedstadens Beredskab Martin Kjærsgaard, at Hovedstadens Beredskab er tilstede ved målområdet med 35 mand, der assisterer i behandlingen af de mange løbere.

»Vi er til stede med ret mange styrker for at assistere Region Hovedstaden. Lægeteltet på Frederiksberg Runddel er fuldstændig proppet med patienter og Region Hovedstaden har oprettet et nødbehandler plads på Pile Allé og Jacobys Allé.«

Dorte Vibjerg fortæller kort efter sidste løber er kommet i mål, at der stadig er flere som behandles i medic-teltet.

»Vi har stadig ikke et samlet tal, fordi vi stadig har deltagere, der ligger i vores medical-telt og får behandling. Så der går stadig nogle timer, inden vi kan sige et præcist antal. Men det vi i hvert fald kan konstatere er, at det er mere end sidste år og det er mere end, hvad det plejer at være.«