Hun stod overfor den største kamp i karrieren.
Og MMA-kæmperen Corinne Laframboise var i gang med de allersidste forberedelser, da hun pludselig fik en sms-besked.
Den kom i kølvandet på, hun havde afgivet den obligatoriske blodprøve inden opgøret mod Rainn Guerrero. Et opgør med en UFC-kontrakt på spil.
I beskeden stod der, at Laframboise var gravid, fortæller hun til BBC.
Til at starte med tænkte hun, det var for sjov, og hun sendte en besked til sin læge og spurgte, om vedkommende havde et par sidste gode råd inden kampen.
Men så ringede lægen og slog fast, at kampen altså ikke ville blive til noget.
»Corinne, det er ikke en joke. Du er gravid, og med den mængde hormoner du har i kroppen, er du nok i hvert fald tre måneder henne. Eller også venter du tvillinger,« fortæller Corinne Laframboise om beskeden, der ventede i den anden ende af røret.
»Jeg sad i bilen og ventede på min forlovede. Det var som om, hele verden stoppede. Vi havde slet ikke forventet det. Jeg tænkte: 'Hvad fanden? Tvillinger?'«.
En scanning bekræftede efterfølgende, at de to altså skulle være forældre – dog kun til ét barn, en lille pige.
Det betød altså også, at kampen ikke blev til noget, men Corinne Laframboise kan dog ikke love, at hun vender tilbage på samme niveau.
»Det bedst mulige udfald er, at jeg måske kan blive ved med at kæmpe. Jeg ved, jeg er født til at være med i UFC. Jeg er stærk nok til at være der. Jeg kan godt lide at lukke kampen i første eller anden omgang, jeg giver et godt show, jeg sælger det godt. Nu må vi se, hvordan det går med den lille. Men jeg lukker ikke døren,« siger hun.