Lørdag eftermiddag var Red Bull Cliff Diving tilbage i København, da 14 af verdens bedste udspringere foldede sig ud fra den ikoniske rampe på taget af Operaen.

Og foran hele 45.000 mennesker sprang britiske Gary Hunt sig til sin tredje sejr i træk i den danske hovedstad.

Hele konkurrencen blev indledt af danske Magnus Gardarsson, der dermed blev den første danske nogensinde til at springe fra den traditionsrige rampe. Og selvom veteranen har deltaget i adskillige konkurrencer i sin professionelle karriere, var det første gang, han var en del af Red Bull Cliff Diving.

Det var fjerde gang i historien, at København dannede ramme om Red Bull Cliff Diving. Sidst verdens bedste udspringere stod på 27 meter-rampen på taget af Operaen var i 2016, hvor de 40.000 fremmødte ligeledes kunne overvære de akrobatiske spring i Københavns Havn.

Og ligesom i 2016, så var det britiske Gary Hunt, der også er den mest vindende atlet i Red Bull Cliff Divings historie, der endte øverst på podet.

København var det femte stop på Red Bull Cliff Diving World Series 2018. Den samlede finale afgøres i Polignano a Mare i Italien den 23. september.

Amerikanske Steven Lobue endte på andenpladsen, mens Jonathan Paredes fra Mexico blev nummer tre.

Nederst kan du genopleve hele konkurrencen fra vores liveblog: