»Jeg har egentlig aldrig lært at svømme crawl,« siger Anders Vestergaard med et grin.

Smilene hos de to ekstrem-hobbysvømmere Per Kristensen fra Aalborg og Anders Vestergaard fra Frederikshavn er mange, når de taler om deres vilde forsøg. Til gengæld var de færre for år tilbage, for nordjyderne har begge ramt bunden af livet.

Spørgsmålet er, hvor meget der bliver at smile af, når de til juli kaster sig ud i Kattegats bølger for at svømme fra Frederikshavn til Læsø – i modstrøm, som aldrig før er gennemført.

Den modsatte tur har de faktisk taget. Og i 2019 svømmede de to ekstremsvømmere 115 kilometer fra Skagen til Hunnebostrand i Sverige. Dermed slog de den 81 år gamle danmarksrekord i længste uafbrudte svømmetur på over 110 kilometer.

Den ene af de to nordjyske svømmere, Anders Vestergaard. Privatfoto
Den ene af de to nordjyske svømmere, Anders Vestergaard. Privatfoto
Vis mere

»Efter turen til Sverige blev vi enige om aldrig at svømme langt igen,« siger Anders Vestergaard.

Men der må være noget i det nordjyske vand, for de to kammerater er ikke færdige.

Anders Vestergaard står gladeligt op klokken 04.30 for at drøne til Nørresundby og en træning i svømmehallen. Om sommeren er det havet og den kolde kridtgrav i Aalborg, der trækker. Den 55-årige har været morgensvømmer de sidste 30 år, men det var ved et tilfælde, han mødte sin kompagnon, Per Kristensen.

»Vi deltog i noget, der hedder Palmestranden Open Water og vandt hver vores aldersklasse. Ved præmieoverrækkelsen havde vi stadig ikke mødt hinanden, men der blev ligesom født en drøm om at svømme sammen,« fortæller Anders Vestergaard.

Netop fællesskabet har været nøglen til succes for de to, der har slået sig på livet på landjorden. Per er i dag førtidspensionist og går på krykker. Han måtte i 2012 erkende, at han ikke kunne håndtere en kombination af et tidskrævende landbrug, et ødelagt ben og en generel lavkonjunktur. Det førte til en konkurs. Et depressivt år med en del alkohol involveret skulle brydes.

En oversigt over et års træning for de to svømmere. Det bliver altså til nogen kilometer pr. dag.
En oversigt over et års træning for de to svømmere. Det bliver altså til nogen kilometer pr. dag.
Vis mere

Men ligesom der skulle tre ting til at knække vendelboen, skulle tre ting også vise sig at være væsentlige for at komme tilbage. To sønner, der pressede på, en dygtig psykolog og et årskort til Frederikshavn Svømmehal.

En sjov detalje er, at de to svømmere faktisk var kolleger i Sparekassen Nordjylland 1980erne – dog uden de dengang lærte hinanden at kende. Den karriere fik en brat ende for Anders Vestergaard, da han blev fyret for ni år siden:

»En vej tilbage til livet er måske så meget sagt, men svømningen blev holdepunktet. Jeg tror egentlig bare, vi viser sådan en menneskelig egenskab, som folk kan forholde sig til,« fortæller Anders Vestergaard, der modsat Per stadig er på arbejdsmarkedet.

Derfor er træningen også en tidsrøver for ham. Efter en januartræning i Kridtgraven måtte han ile på job og kunne først få en kop lindrende varm te, efter han stemplede ind. Per kunne tage direkte i sauna.

Danske flag på åbent svensk hav. De to ekstremsvømmere har tidligere svømmet over 110 kilometer i åbent hav. Privatfoto
Danske flag på åbent svensk hav. De to ekstremsvømmere har tidligere svømmet over 110 kilometer i åbent hav. Privatfoto
Vis mere

Generelt er Anders Vestergaard også utilfreds med, at det er Per, der grundet sine krykker får al sympatien. Selvfølgelig sagt med det vanlige glimt i øjet.

»Ja, for vi bruger jo ikke benene, når vi svømmer. Så Per har ingen smerter i vand af den årsag. Jeg selv er opereret i skulderen og har fået sprængt en biceps,« siger Anders Vestergaard og fortæller, at det var lægen, som opererede ham, der var blandt de første til at gratulere ham efter de 115 kilometer fra Skagen til Sverige.

»Han var ret stolt af sin patient.«

Frederikshavneren bor neden for Pikkerbakken i byen, og nogle gange drister han sig op på toppen, hvor man på klare dage kan nyde udsigten til Læsø. Til målet.

»Vi kunne ikke gøre det her som 20-30-årige. Der er noget psykisk, som man er nødt til at træne. Det er jo ikke vores arme, der har taget os til Sverige. Det er det mellem ørerne. Den dag, vi stod på Grenen og skulle svømme til Sverige, var vi ikke i tvivl om, at vi kunne,« fortæller Anders Vestergaard.

Turen fra Fresse til Læsø bliver dog noget helt andet.

De budgetterer med, at turen tager knap et døgns tid. Per siger, det bliver 15-21 timer i vandet.

»Det skumle er ikke de fysiske forberedelser. Vi er dieselmaskiner, som kræver en del forvarme, og vi har en del erfaring, men de ydre forhold kan vi ikke styre,« siger den ene halvdel af rekordforsøget og nævner, hvordan han selv er blevet brændt hundredvis af gange af brandmænd.

En 'lille' træningstur for Anders Vestergaard i Aalborgs iskolde kridtgrav.
En 'lille' træningstur for Anders Vestergaard i Aalborgs iskolde kridtgrav.
Vis mere

Tidligere har Kanal Frederikshavn været i arkiverne hos Læsø Avis. Her kunne man 6. juli 1927 læse om de dengang godt 4.000 tilskuere, der var samlet til starten på et lignende rekordforsøg på Læsø. Men allerede efter en time og 20 minutter var de tre første svømmere udgået. Ingen klarede hele turen.

Om coronaen til juli vil være så aftaget, at der kan stå 4.000 mennesker på havnen på Læsø, må tiden – og de 30 kilometer i modstrøm – vise.

Men Anders Vestergaard er fortrøstningsfuld, nu han efterhånden har lært at mestre crawlteknikken.

»Vi er ikke superatleter, men vi er møgstædige,« siger han og forklarer, at de ikke har sat sig for en bestemt dato at kaste sig i bølgerne. De fleste mislykkede forsøg er, fordi folk har sat en dato. Men, siger Anders Vestergaard:

»Vores drøm vil jeg godt røbe. I uge 29 er der kajfest på Læsø. Så ville det ligne lidt det, der var i 1927.

Lykkes rekordforsøget, er de to nordjyske lokalpatrioter klar til at udvide.

Såfremt det lykkes at hente 'Læsø-pokalen' – efter den har ventet i 95 år – har de to vendelboer en tur over Storebælt fra Djursland til Odden i støbeskeen.

Et par håndfulde har taget turen den modsatte vej, men selvfølgelig skal også denne udfordring forsøges gennemført imod strømmen.

Efter dette går Per officielt på langdistance-svømmepension. Med 62 somre på bagen er han – efter eget udsagn – »blevet for gammel til at lege med« – men gad vide, hvad Anders så vil gøre?