Mogens Palle har sikret 28-årige Sarah Mahfoud et ægte VM-brag, hvis hun vinder sin næste kamp ved Danish Fight Night. 

Der er grøde hos kvinderne i dansk professionel boksning. Dina Thorslund er lige nu interim verdensmester hos WBC i superbantamvægt, og nu kan kollegaen og rivalen Sarah Mahfoud stå klar til at hente endnu et VM-bælte til Danmark.

Alt, Sarah Mahfoud skal gøre, er at vinde sin kommende kamp 27. april ved Danish Fight Night, hvor hun bokser om IBFs inter-continentale titel i superfjervægt mod sydamerikaneren Unathi Myekeni.

Lykkes den danske bokser med det, garanterer hendes promotor Mogens Palle en VM-kamp hos IBF mod den regerende verdensmester Jennifer Han fra USA i fjervægt.

Det afslører Mogens Palle over for BT.

»Hvis Sarah vinder sin næste kamp, får hun en VM-kamp. Lindsey Tucker (turneringschef hos IBF, red.) har skrevet til mig, at Sarah skal bokse direkte om VM-titlen i fjervægt, hvis hun vinder,« siger promotoren og fortsætter:

»De her inter-continentale titler gør normalt, at du kommer ind i top fem på verdensranglisten. Men her kan hun så få en kamp om VM efterfølgende.«

Men før Sarah Mahfound, der blev landskendt som vinder af tv-programmet ’Vild med dans’ 2016, kan kæmpe om VM-bæltet i det anerkendte forbund, skal hun besejre Unathi Myekeni på hjemmebanen i Hillerød.

Sydafrikaneren er mester i det mindre forbund WBF og har 11 sejre, fire nederlag og en enkelt uafgjort på rekordlisten.

Det ligner Sarah Mahfouds klart sværeste kamp som professionel, hvor hun er ubesejret i fem kampe. Mogens Palle forventer en tæt kamp.

»Hun er en skrap moster hende der Unathi Myekeni, som er verdensmester i det andet forbund. Det er dog i klassen under, som er fjervægt. Det her er så i superfjervægt, men vi laver kampen på en vægt, der kun er lige over grænsen,« siger han.

Nyheden om muligheden for en VM-kamp vækker naturligvis glæde hos Sarah Mahfoud selv.

»Det lyder virkelig fedt. Mogens har nævnt det før, men det kommer jo an på, hvordan det kommer til at gå i min kommende kamp,« siger hun til BT.

»Jeg havde regnet med, at denne her kamp mod Myekeni ville åbne døre, fordi jeg bliver placeret højere på ranglisterne og så kan udfordre de bedste. Men du kommer jo ikke bare ind fra siden og møder de bedste. Det skal man kæmpe sig op til. Det er jeg i gang med nu. Jeg forventer, at det kommer til at gå min vej, og at jeg derefter skal træne op til en VM-kamp,« tilføjer Sarah Mahfoud.

Udover Sarah Mahfouds titelkamp er der flere interessante opgør i vente ved Danish Fight Night 27. april i Frederiksborg Centret i Hillerød.

Her bliver en anden af hovedkampene talentfulde Enock Poulsens forsvar af junior VM-titlen hos IBF i superletvægt mod ubesejrede Robert Quaye fra Ghana.

Derudover skal bokserne Pierre Madsen, Jeppe Morell, Jonas Madsen, Ditlev Rossing, Oliver Meng, Ali Mohamed og Allan Mahfoud alle i kamp. Sidstnævnte er i øvrigt Sarah Mahfouds bror, der debuterer som professionel.

»Det bliver sgu et kanon stævne,« lover Mogens Palle.