Hun har brilleret, men én ting har alligevel fyldt mere de seneste dage.

For selv om den norske atletikstjerne Amalie Iuel satte et forrygende comeback sammen, da hun lørdag vandt 400 meter hækkeløb ved Continental Gold Tour i Kenya, har hun været ramt af et stort afsavn.

For første gang siden fødslen i september har 30-årige Amalie Iuel nemlig måttet undvære sin søn, Storm, i flere dage. Noget, der har været mere end svært, siger hun til VG.

»Det var helt forfærdeligt at forlade ham. Vi har været sammen hver dag de sidste syv måneder. Det er klart, at det er hårdt,« lyder det.

Foto: Phil Noble/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Alt imens Amalie Iuel de seneste dage har konkurreret i Kenya, har det været hendes forlovede, Aksel Lund Svindal, som hun har dannet par med i snart fem år, og som er én af de mest vindende skisportsstjerner i Norge nogensinde, der har taget sig af sønnen.

»Jeg ved, han er i gode hænder. Jeg tror, ​​det er værre for mig end for ham (sønnen, red.). Vi videochatter lidt, og det er rart at se, at han reagerer, smiler og griner, når han ser mig,« fortæller hun videre til VG.

Amalie Iuel er i øvrigt født i Danmark, men hun har siden valgt at repræsentere Norge.

Lørdagens løb, som hun vandt i tiden 54,89 sekunder, var første gang i halvandet år, at den norske hækkeløber konkurrerede på øverste niveau.