Efter 14 sejre i træk måtte Golden State Warriors se sig slået af Utah Jazz i NBA-grundspillet.

Oakland. 14 på stribe. Så mange sejre blev det til for det amerikanske basketballhold Golden State Warriors, inden stimen blev stoppet natten til tirsdag dansk tid.

Utah Jazz gjorde en ende på stimen ved at vinde med 105-99 på udebane i Oakland.

George Hill gjorde sit til at sikre sejren med 20 point, mens franske Rudy Gobert markerede sig med 17 point og 18 rebounds.

Utah kæmper for at positionere sig til slutspillet og er i hård kamp med Los Angeles Clippers om fjerdepladsen i Western Conference. De ligger side om side pointmæssigt inden sidste spillerunde.

Sejren blev en realitet til trods for, at Utah Jazz manglede flere af sine største profiler.

Det hører dog med til historien, at Golden State gav forholdsvis lidt spilletid til sine stjerner, da holdet allerede er sikret hjemmebanefordel igennem slutspillet.

Ligesom i sidste sæson har Golden State været grundspillets bedste hold. Sidste år rakte det dog ikke til triumf, da holdet tabte finaleserien til Cleveland Cavaliers.

De to hold tørnede også sammen i 2015-finalen, hvor Golden State sejrede.

Denne sæsons grundspil synger på sit sidste vers. Således afvikles dets sidste kampe onsdag, hvorefter slutspillet begynder.

/ritzau/