Næstsidstedagen ved VM i 49er, 49erFX og Nacra 17 blev spoleret af vejret. Dermed aflyses tre sejladser.

Verdens bedste sejlere i bådklasserne 49er, 49erFX og Nacra 17 måtte fredag blive på land på grund af ustadigt vejr over australske Geelong.

Dermed blev sejladserne på verdensmesterskabernes næstsidste dag aflyst. I første omgang havde arrangøren håbet, at vejret ville arte sig godt nok til, at sejlerne kunne blive sendt på vandet efter nogle timers udskydelse.

Det blev ikke tilfældet, siger sportschef i Dansk Sejlunion Thomas Jacobsen, der er med i Australien for at overvære verdensmesterskaberne.

- Hele dagen har været aflyst, på grund af at der ikke har været nogen vind her. Det har blæst oppe nordpå, og det har ført nogle tordenbyger ind over Geelong. Der har ikke været ti minutter med ens vejrforhold, siger han.

Arrangøren skriver på sin hjemmeside, at vejrudsigten giver en tro på bedre vindforhold, så lørdagens afsluttende sejladser kan sejles som planlagt.

De kedelige omstændigheder er på sin vis godt nyt for den danske 49erFX-duo Anne-Julie Schütt og Iben Nielsby. Før sidstedagen af VM ligger de til at tage bronzemedaljer.

Det er også væsentligt for duoen, at de fører den interne konkurrence over Ida Marie Baad og Marie Thusgaard om en dansk OL-billet.

De to sejlduoer kæmper nemlig om at blive indstillet som Danmarks OL-par i 49erFX. Resultaterne fra det igangværende VM samt sidste års VM i New Zealand afgør, hvem der skal til Tokyo.

Baad og Thusgaard har et forspring på otte placeringer fra sidste års VM, men med en aktuel 19.-plads ved VM i Australien er den samlede føring tippet over til Schütt og Nielsbys side.

Fredagens aflyste sejladser er ikke de eneste, der er blevet aflyst under VM i Geelong. Mandag blev alle sejladser også aflyst.

De aflyste sejladser får ikke Dansk Sejlsport til at overveje, om sejlerne skal have en anden mulighed for at kvalificere sig til OL.

- Når man kommer på den anden side af fire sejlede sejladser, så vil stævneresultatet stå officielt gældende. Sådan er reglerne, og det er en standardmåde at gøre det op på, siger Thomas Jacobsen.

Ender Schütt og Nielsby og Baad og Thusgaard med samme afstand imellem sig som ved det seneste VM, så er der også klare regler for, hvordan det afgøres, hvem der skal med til OL.

Blandt andet kigger man efter flest førstepladser og bedste resultat i det senest sejlede stævne.

Dermed ved vi efter lørdagens sejlads, hvem der skal med til OL i Tokyo til sommer.

Lørdag skal der sejles tre sejladser i hver disciplin med det såkaldte medal race som den afsluttende af sejladserne. Hvis vejret ellers arter sig.

/ritzau/