At vide som forældre, at ens barn er blevet udsat for en forbrydelse, må være noget af det mest forfærdelige, man kan forestille sig.

Det er det, den britiske UFC-stjerne Walt Harris og hans hustru, Angela Harris, går igennem lige nu.

Deres datter, der er studerende på Southern Union State Community College i Alabama i USA, blev sidst set den 24. oktober. Politiet fandt senere hendes bil beskadiget i Montgomery, cirka 90 kilometer væk.

Beviser viser, at UFC-kæmperens steddatter, den 19-årige universitetsstuderende Aniah Haley Blanchard, blev 'skadet og nu betragtes som et offer for en ond handling', har politiet sagt, da hendes mor og Walt Harris, der kæmper i sværvægtklassen i UFC, bad om information.

I et interview med WBRC-TV sagde den forsvundne teenagersmor, at 'der er nødt til at være nogen, der ved', hvad der skete med Aniah Haley Blanchard i forstaden Birmingham:

»Vi er nødt til at få hende tilbage,« sagde hun.

En meddelelse på sociale medier, som Blanchard sendte til sin værelseskammerat, indikerede, at hun måske havde været sammen med en mand, før hun forsvandt, sagde moren.

Stedfaren Walt Harris sagde, at alle omkring datteren og familien ikke forstår, hvad der kunne være sket med deres pige:

»Der er bare en masse ting, som ikke giver mening for os som forældre. Vi vil bare virkelig gerne vide, hvad der er sket,« sagde Walt Harris.

Den unge kvindes forældre udtalte sig, efter præsidenten for UFC, Dana White, i en video lovede at uddele en dusør på 25.000 dollars for information om UFC-kæmperens steddatter svarende til 167.000 danske kroner.

På Twitter rækker Walt Harris også en hånd ud og beder folk om at bede for deres datter og andre forsvundne børn:

'I aften samles vi med tro og håb om en sikker tilbagevenden af ​​vores datter og alle savnede børn,' skriver han.

36-årige Walt Harris har kæmpet 21 kampe i UFC og vundet 13 af dem. Da UFC's verdensrangliste sidst blev opdateret, var Walt harris placeret som nummer 11.