»Iron« Mike Tyson er landet i Danmark, hvor bokselegenden skal optræde på de skrå brædder sammen med Mikkel Kessler.

Og Mike Tyson er glad for at være tilbage på dansk grund, for alletiders største boksestjerne har nemlig et godt øje til Danmark, som han besøgte tilbage i 2001, hvor han boksede mod Brian Nielsen i Parken.

Det forklarede Tyson kort efter sin ankomst til landet, da han – flankeret af en flok af sikkerhedsfolk og assistenter - stillede op til et meget velbesøgt pressemøde i Kødbyen i København.

»Der er smukt her og rart at være - og folk er virkelig venlige,« sagde Mike Tyson, som har hæftet sig ved en speciel detalje omkring danskerne:

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Det er sjovt. Jeg har lagt mærke til noget, som vi aldrig gør i USA. I efterlader barnevognene ude foran, når I går ind i butikkerne. Hvis du gjorde det i USA, ville du blive anholdt. Det synes jeg er fantastisk. Ingen i USA ville turde efterlade deres barn så længe,« lød det fra Tyson, før han brød ud i et grin.

Mike Tysons program i Danmark lyder på talkshow tirsdag aften i Cirkusbygningen i København, mens det onsdag aften er MCH Herning Kongrescenter, som får besøg af den berømte og berygtede amerikaner med den karakteristiske tatovering i ansigtet.

Her vil Tyson – sammen med Mikkel Kessler - fortælle anekdoter fra et langt liv i boksningens verden.

Mens Kessler, som også var med på pressemødet, fortalte, at han kunne huske, at han engang var stødt på Mike Tyson i en lufthavn sammen med Brian Nielsen, så kneb det for Tyson at huske netop det møde.

Men til gengæld kunne Mike Tyson berette, at han udmærket ved, hvem Kessler er, fordi han har set danskeren i aktion, da han var aktiv.

»Jeg så ham i Super Six-turneringen. I supermellemvægt. Han er en fantastisk bokser,« sagde Tyson, før han fortsatte efter et par sekunders tænkepause.

»Det er svært at forestille sig, at Danmark kan producere så god en bokser. Jeg troede først, han var fra Tyskland,« lød det med et smil fra Mike Tyson.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere