Conor McGregors træner John Kavanagh sår tvivl om UFC-stjernens fremtid i ringen.

Han har været i Conor McGregors ringhjørne, siden ireren var en arbejdsløs blikkenslager, som jagtede lykken ved at gå ind i kampsport.

Men nu er Conor McGregors træner, John Kavanagh, ved at have fået nok. Og han opfordrer Conor McGregor til for alvor at tage karrieren op til overvejelse.

Det sker i et interview, som John Kavanagh har lavet med avisen Irish Independent.

Khabib Nurmagomedov gjorde kort proces mod Conor McGregor  i oktober måned i Las Vegas. (Stephen R. Sylvanie-USA TODAY Sports)
Khabib Nurmagomedov gjorde kort proces mod Conor McGregor  i oktober måned i Las Vegas. (Stephen R. Sylvanie-USA TODAY Sports) Foto: Stephen R. Sylvanie
Vis mere

»Han (McGregor, red.) skulle i hvert fald overbevise mig om, at vi skulle gøre det igen,« siger John Kavanagh og fortsætter:

»Han har en kone og to børn nu, og jeg vil ikke have ham til at tage flere slag end højst nødvendigt.«

Conor McGregor fik store tæv, sidst han var i ringen i UFC-braget mod russeren Khabib Nurmagomedov.

Her eksploderede begivenhederne som bekendt efter selve kampen, da der udbrød slåskamp mellem Khabib Nurmagomedov og flere af McGregors folk uden for ringen, mens Conor McGregor selv blev angrebet inde i buret af personer fra Khabib Nurmagomedovs hold.

Conor McGregor tjener store penge på sit whiskey-brand 'Notorious' - opkaldt efter ham selv. (Ethan Miller/Getty Images/AFP)
Conor McGregor tjener store penge på sit whiskey-brand 'Notorious' - opkaldt efter ham selv. (Ethan Miller/Getty Images/AFP) Foto: Ethan Miller
Vis mere

Netop nederlaget til Khabib Nurmagomedov var så markant, at John Kavanagh opfordrer Conor McGregor til virkelig at tænke sig om.

»Khabib ramte ham med et slag i den kamp, som han aldrig er blevet ramt af før i hans karriere. Og selv supermand trapper ned på et tidspunkt,« siger træneren og tilføjer:

»Kommer han i kamp igen? Jeg ved det ikke. Jeg kender ham som person og ved, at det vil være svært for ham at komme sig over to nederlag, selvom det ene var i boksning.«

»Han er 30 år, har to børn og han har en whiskey-aftale, der indbringer ham flere penge, end kampene nogensinde har gjort,« konkluderer John Kavanagh.

Conor McGregor har dog via sin Instagram fået flere fans til at tro på, at han kommer tilbage i 2019.

Det sker i dette opslag, hvor han siger på gensyn i det nye år.