Efter Kobe Bryants tragiske død er en amerikansk tv-vært kommet i strid modvind på de sociale medier.

Det skyldes nemlig et særdeles upassende ordvalg søndag aften, hvor nyheden om NBA-legendens død sendte chokbølger gennem hele sportsverdenen.

I den forbindelse kom MSNBC-værten Alison Morris til at bruge ordet 'nigger', da hun skulle forklare seerne om den forfærdelige helikopterulykke, der dræbte ni personer i Californien. (Du kan se klippet nederst i artiklen)

Hovedpersonen selv har efterfølgende været ude og undskylde sit ordvalg, men hun står dog stadig fast på, at det hele skyldtes én stor misforståelse.

41-årige Kobe Bryant døde søndag i et helikopterstyrt.
41-årige Kobe Bryant døde søndag i et helikopterstyrt. Foto: DAVID MCNEW
Vis mere

»Da jeg rapporterede om Kobe Bryants tragiske dødsfald, kom jeg uheldigvis til at stamme,« starter tv-værten sit opslag på Twitter.

Stammeriet resulterede i det uheldige ordvalg, påstår hun, og det var der en speciel årsag til, skriver tv-værten videre i opslaget:

»Jeg kom til at kombinere navnene 'Lakers' og 'Knicks', så jeg endte med at sige 'Nakers' i stedet for. Jeg kunne aldrig nogensinde finde på at bruge et racistisk ord, og jeg beklager den forvirring, det har skabt.«

De fleste Twitter-brugere tror dog ikke ét sekund på tv-værtens forklaring, og flere mener allerede, at Alison Morris' tv-karriere er slut efter den kommentar:

  • 'Jeg har set klippet flere gange, og du sagde N-ordet. Så nej, vi tror dig ikke.'
  • 'Det er slut for dit vedkommende. På vegne af hele internettet, så tilgiver vi dig ikke.'
  • 'Du lyver, og klippet beviser det.'
  • 'Nej, du sagde det (N-ordet, red.). Stå inde for det.'

Tusindvis af fans har vist deres medfølelse for NBA-legenden.
Tusindvis af fans har vist deres medfølelse for NBA-legenden. Foto: KYLE GRILLOT
Vis mere

Søndag aften kom det frem, at Kobe Bryant blev dræbt i en helikopterulykke i Calabasas, Los Angeles.

I alt blev ni personer dræbt i helikopterstyrtet søndag morgen amerikansk tid, og én af dem var Kobe Bryants 13-årige datter, Gianna Maria.

I sin aktive basketballkarriere spillede Kobe Bryant kun for Los Angeles Lakers, som han vandt fem mesterskaber med, inden han stoppede karrieren i april 2016.

Kobe Bryant blev blot 41 år.