Den tidligere Sky Sportsvært Richard Keys blev i weekenden gift.
Det skriver både Daily Mail og The Sun, der har billeder fra det hemmelige bryllup.
66-årige Keys gik tilbage i 2016 fra sin kone Julia efter 34 års ægteskab.
Tv-værten havde fundet kærligheden i den i dag 34-årige Lucie Rose, der på det tidspunkt var veninde med hans datter.
Brylluppet blev ifølge de to medier afholdt i Brixham og kostede omkring 20.000 pund, svarende til omkring 173.000 kroner.
»Jeg er en meget heldig mand, selvom jeg er nervøs. Vi skal til Canada på bryllupsrejse, hvilket bliver lidt anderledes,« sagde Richard Keys til The Sun inden vielsen.
Parret mødte hinanden, da Richard Keys, som i 2011 blev fyret fra Sky Sports efter kommentarer rettet mod en kvindelig dommer, flyttede til Mellemøsten for nogle år tilbage for at arbejde for beIN Sports.
»Han mødte Jemmas veninde Lucie, der arbejdede i Doha, og så startede alle løgnene. Han påstod, at hun og hendes venner så ham som deres Doha-far,« har Keys' ekskone Julia tidligere fortalt til The Sun.
Hun fortalte, hvordan eksmanden nogle gange var meget lang tid om at komme hjem. Noget han selv forklarede med, at Lucy 'havde haft brug for at snakke'.
Richard Keys har tidligere nægtet, at han havde en affære med Lucie Rose, mens han var gift, og han har også nægtet at have forladt sin kone, mens hun kæmpede mod kræft.
»Jeg nævner det unævnelige for dig. Forlod jeg min kone, mens hun havde kræft? Nej. Jeg ved ikke, hvad der skete. Jeg ved ikke, hvorfor vores ægteskab sluttede, som det gjorde, men min kone fik kræft syv år inden, jeg gik, og hun var i remission i syv år,« har Keys fortalt til Athletic.
Datteren Jemma var angiveligt ikke til stede ved brylluppet, hvor gæsterne primært bestod af Lucie Roses venner og familie.
Jemma Keys har tidligere fortalt, hvordan hun fødte sig forrådt af sin nu tidligere veninde, da hun opdagede, hvad der foregik.
Hun fortalte, hvordan hun følte, at hendes far var blevet taget fra hende, og hvordan affæren ødelagde forholdet til ham og resten af familien.