De norske atletikstjerner Henrik, Jakob og Filip Ingebritgtsen smed en bombe torsdag aften. 

I en kronik havde de tre brødre rettet voldsomme anklager om fysisk vold og trusler under deres barndom mod deres far Gjert – og den påstand blev torsdag kommenteret af NRKs sportskommentator i programmet Dagsrevyen.

Men efter programmet har NRK måtte krybe til korset, og på mediets hjemmeside undskylder de.

Det skriver Dagbladet.

»Vi er ikke bekendt med, om anklagemyndigheden behandler Ingebrigtsen-sagen. Anklagemyndigheden har ikke udtalt sig i denne sag,« skriver NRK på sin hjemmeside.

Det var i en udtalelse til norske VG, at de norske løbestjerner og brødre, Henrik, Jakob og Filip Ingebrigtsen, anklagede deres far for at have været voldelig under deres opdragelse.

Gjert Ingebrigtsen afviser anklagerne fra sine sønner på det kraftigste og kalder dem for »grundløse«.

Ifølge Dagbladet havde NRKs sportskommentator, Jan Petter Saltvedt, påpeget, at det ville være svært for Gjert Ingebrigtsen at fortsætte som atletiktræner. 

For han ville ikke længere blive set som en fantastisk træner, men derimod som en voldelig mand, mente kommentatoren.

Og det er altså den udtalelse, der fik NRK til at undskylde og rette ind.

»Vi ser også, at kommentaren fremstår noget unuanceret, da Gjert Ingebrigtsens udtalelser om, at sønnernes anklager er grundløse, ikke er gengivet. Det gælder især udsagnet om, at Gjert Ingebrigtsen, selv om han ikke er dømt for noget, vil blive opfattet som en voldelig mand,« lyder det fra NRK.