Hverdagen er travl hjemme hos Michael Stærke.
TV 2-værten har nemlig fire børn, og de er alle store talenter inden for hver sin sportsgren.
Den ældste, Petrea på 19 år, spiller håndbold på eliteplan. Tvillingerne Agnes og Sylvester på 14 år dyrker henholdsvis para-bordtennis og fægtning. Og så er der den yngste, 12-årige Alfred, der er fulgt i sin fars svømmespor.
»Mine børn er meget optagede af sport. Og jeg vil også gerne have, de dyrker sport. Det giver nogle gode værdier. Det betyder ikke noget, hvis de ikke bliver gode, men hvis de gør, så er der jo chancer for, at de gider at blive ved i længere tid,« siger tv-kommentatoren i et interview med B.T. og fortsætter:
»Og nu er de så alle elitesportsudøvere inden for deres aldersklasse – i hver sin sportsgren.«
Han er især glad for, at datteren Agnes har fundet en sport, hun kan være med.

Årsagen er nemlig, at hun har cerebral parese, som er et livslangt motorisk handicap:
»Hun oplevede jo i mange år, at hun ikke kunne finde en sport, hun kunne være med i, men nu har hun fundet én, hvor hun kan være den bedste.«
»Og nu elsker hun at træne. De tror meget på Agnes inden for para-bordtennis,« lyder det videre fra Michael Stærke, som hylder sin datter for, at hun faktisk har gjort noget, som ingen andre i Danmark før har gjort.
Hun er nemlig blevet optaget på en idrætsskole – som den første elev med et handicap nogensinde.
»Agnes får støtte, men hun går i normal skole. Det går selvfølgelig lidt langsommere, det hele, men hun er meget intelligent,« afslutter han.
Michael Stærke var i øvrigt professionel svømmer i mange år, inden han gik tv-vejen.
TV 2-profilen, der ligeledes har været svømmetræner, har kommenteret et hav af sportsgrene i løbet af karrieren.
Fodbold, svømning, håndbold, cykling og skiskydning er blot nogle af dem, hvor han har siddet bag mikrofonen de sidste 20 år.

