Inden Camilla Nørgaards far døde for syv år siden, gav hun sin døende far et løfte.

Hun ville hjælpe andre med den sygdom, der plagede hendes far gennem 10 år, indtil han ikke kunne mere: Parkinson.

»Jeg lovede ham, at jeg ville gøre, alt hvad jeg kunne for at hjælpe, og det ville min far gerne have,« siger Camilla Nørgaard i ’Go’ Aften Danmark’ om faren, der døde i 2010.

Hun er til daglig vært på TV 2 Sporten, og hun er siden blevet ambassadør for Parkinsonforeningen.

Camilla Nørgaard har desuden oprettet en indsamling, hvor man kan donere penge, der går til foreningen.

»Gennem arbejdet i foreningen har jeg fundet en lille form for lettelse fra den sorg, jeg blev ramt af, da min far i 2010 døde af sygdommen.Jeg ved, at viden, opmærksomhed og forskning er vejen frem, hvis færre skal lide samme skæbne. Derfor håber jeg, at I vil hjælpe mig med at hjælpe,« skriver TV 2-værten i forbindelse med sin indsamling.

Pengene vil både gå til forskning og til aktiviteter for de mennesker, der er blevet ramt af sygdommen.

»Jeg får aldrig min far tilbage. Der er ikke noget i hele verden, der kan veje op for, at han ikke er her længere. Men hvis jeg kan gøre en lille forskel for andre, så er det også meget værd,« siger Camilla Nørgaard til TV 2..

Ifølge Parkinsonforeningens hjemmeside lider omkring 7.300 personer i Danmark af sygdommen.

Gennemsnitsalderen for folk, der bliver diagnosticeret med Parkinson, er 61 år. Men også folk i slutningen af 20erne kan blive ramt.

Camilla Nørgaards indsamling kan findes her.