Tusindvis forventes i København: 'Lad bilen stå og vis hensyn'


Der bliver heftig aktivitet i København søndag med tre store events.
For her skal Copenhagen Marathon afvikles og vil komme til at påvirke trafikken. Men det er ikke kun glade løbere, der kommer til at fylde i gadebilledet.
Klokken 16 ventes der nemlig 11.000 håndboldfans på plads i Royal Arena til landskamp mellem håndboldherrerne og Sverige, og det stopper ikke her.
Det danske mesterskab i fodbold kan muligvis blive afgjort i Parken, hvor mere end 30.000 forventes på plads for at overvære topbraget mellem FC København og FC Midtjylland.
Derfor opfordrer politiet til, at man lader bilen stå - og at man væbner sig med tålmodighed.
For der vil være mange på gaderne, fortæller vicepolitiinspektør i Københavns Politi, Lasse Michelsen, til B.T.
»Vi opfordrer alle til at tage hjemme fra i god tid. Lad bilen stå og brug cyklen eller det offentlige. Og så er det en god ide at orientere sig omkring trafikken,« siger han med henvisning til Copenhagen Marathon, hvor ruten er afspærret fra klokken 7 til senest 16.30.
Her kan man holde sig orienteret på deres hjemmeside.
»Helt overordnet set kan vi konstatere, at der vil være mange mennesker i byen søndag. Vores fokus er, at alle får en god og tryg oplevelse. Uanset om man skal til maraton, håndbold eller fodbold,« lyder det fra Michelsen, der slutter:
»Det er vigtigt, at folk viser hensyn til hinanden og er tålmodige, så alle kan få en sikker og tryg oplevelse. Det er vores opgave som politi, og vi vil være til stede i gadebilledet med blandt andet cykelpatruljer.«