Helle Frederiksen er indstillet til B.T. Guld for at vinde VM i triatlon på den lange distance. Med tårer i øjnene løb hun over målstregen i vante rammer i Odense, og hun drømmer allerede om meget mere.

Det kræver ikke mere end ét spørgsmål, om hvordan det var at vinde VM, før Helle Frederiksen får gåsehud.

Lettelse, stolthed, følelsesladet og eufori er nogle af de følelser, den 37-årige triatlet nævner fra den 14. juli 2018, hvor hun fik guld om halsen.

»Det var kæmpestort og noget, jeg havde drømt om hele min karriere. Det var en dag, hvor alt spillede. Jeg løb virkelig, virkelig stærkt,« fortæller B.T. Guld-nominerede Helle Frederiksen, da B.T. Sport taler med hende forud for kåringen af B.T. Guld, som finder sted ved DRs Sportsgalla i begyndelsen af januar.

Helle Frederiksen cyklede, svømmede og løb sejren hjem i en tid på 5 timer, 49 minutter og 4 sekunder - godt to minutter hurtigere end forfølgeren, Bárbara Riveros fra Chile.

Det ekstraordinære for Helle Frederiksen var, at hun triumferede på hjemmebane. Det skete i Odense. Det var endda her, Helle Frederiksen startede med at dyrke triatlon, hvor hun på det tidspunkt boede og studerede i den fynske hovedstad. Derfor var det en helt særlig oplevelse.

»Jeg mærkede publikum. Da jeg løb gennem Kongens Have, kunne jeg ikke høre mig selv trække vejret. Samtidig var min familie, venner og tidligere studiekammerater til stede, hvilket gav mig tænding. Publikum ville have, jeg vandt. Det er jeg enormt glad for at have oplevet, for man ved ikke, hvornår der kommer et VM i Danmark igen,« fortæller Helle Frederiksen, der løb i mål med våde øjne og mindes øjeblikket, som var det i går.

»Der stod en kvindelig tilskuer og blafrede med Dannebrog, som jeg fik. Det har altid været lidt af en drøm for mig at løbe ind over målstregen med Dannebrog over hovedet. Jeg talte også med hende efterfølgende og takkede mange gange.«

VM-guldet var Helle Frederiksens første nogensinde. Foto: Honza Zak
VM-guldet var Helle Frederiksens første nogensinde. Foto: Honza Zak
Vis mere

Ikke nok med at hjemmebanen var en drøm, var det også en ideel optaktsfordel for Helle Frederiksen.

Hjørner, sving og bump

I øjeblikket er Helle Frederiksen i Florida. Udover at fejre jul, træner hun frem mod 2019.

I Florida har hun sammen med sin mand, Ben, et hus fra da de tidligere boede fast 'in the states'. I dag bor de i Danmark, og det gavnede i høj grad Helle Frederiksen. Altså kunne hun forberede de blinde hjørner, skarpe sving og bump på vejen.

»Jeg trænede enkelte gange i Odense forud for konkurrencen for at kunne forberede mig optimalt på den rute, jeg skulle igennem til VM. Det at nu at være bosat i Danmark gjorde også, at jeg havde en fast base fra forberedelsens start, så jeg ikke skulle rejse for at komme til konkurrencen. Det gav mig ro i hoved og krop. Jeg følte mig afslappet og klar.«

Og for Helle Frederiksen var forberedelsen altafgørende.

»Du skal jo lide«

Selvom Helle Frederiksen tænker på guld, glimmer og glade tider, når hun mindes den 14. juli 2018, var det langt fra en nem dag.

På ruten, der indeholdt 3 kilometers svømning, cykling i 120 kilometer for at slutte med at løbe i 30 kilometer, handlede det om fokus, koncentration og ihærdighed.

Og så er vi tilbage ved den optimale forberedelsen, der gjorde udslaget for Helle Frederiksen.

Helle Frederiksen fejrer VM-triumfen. Foto: Honza Zak
Helle Frederiksen fejrer VM-triumfen. Foto: Honza Zak
Vis mere

»Du når ikke at tænke meget undervejs. Det handler i høj grad om, hvilket hoved du har på dagen. For du skal jo lide - det er en smerte at komme igennem. Jeg holdt en gennemsnitlig fart på 16 km/t gennem de 30 kilometers løb. Det er ikke let - og det er heller ikke let for mig.«

»Nogle gange lykkedes det, og nogle gange lykkedes det ikke at skrue det rigtige hoved på og være i stand til at tolere nok smerte i kroppen. Det havde jeg heldigvis den dag. Jeg ville ALT. Det var lige meget, om benene røg af. Sejren skulle ikke gå tabt, for jeg følte mig virkelig klar. Jeg havde det bare rigtig godt. Jeg tror, hele verden skulle have stået tidligt op for at følge med.«

Kalenderåret har kun et par dage tilbage af 2018, men Helle Frederiksen har for længst haft 2019 for øje. I det nye år går hun efter at forsvare sin titel ved VM på den lange distance i Spanien. Samtidig håber og drømmer hun om en særlig plads ved Ironman-stævnet på Hawaii i oktober.

»En podieplads på Hawaii er det, jeg mangler, før jeg vil stille mig tilfreds. Jeg arbejder altid mod at blive den bedste. Det motiverer mig ekstremt meget at søge udfordringer. Men jeg er absolut stolt af mit 2018. Det må jeg godt sige - også selvom jeg er en beskeden jyde.«