Sportsfolk er retsløse, når de afgiver urinprøver alene med en kontrollant. OL-atlet følte sig krænket, da hun nøgen stod ansigt til ansigt med dopingkontrollen i Japan
Der er ingen regler for, hvor langt dopingkontrollen må gå, når de tester sportsfolk. På den måde står atleterne reelt uden rettigheder i mødet med dopingkampens frontsoldater. Et grænseoverskridende møde med en dopingkontrollant får nu en dobbelt OL-deltager til at slå alarm.
- Selv politiet har retningslinjer for, hvad de må gøre. De skal fare skønsomt frem alt efter situationen. Sportsfolk er ikke voldelige demonstranter med brosten. Vi er ikke narkopushere eller farlige. Men vi har stort set ikke nogen rettigheder, forklarer Elizabeth May.
Elizabeth May er landsholdstriatlet i Luxembourg, har dansk mor og bor i København, hvor træningsforholdene er bedre. Hun har to gange deltaget i De Olympiske Lege for Luxembourg og er flere gange kåret som årets kvindelige sportsstjerne i hertugdømmet. Det er ikke første gang, der bliver stillet spørgsmålstegn ved dopingsystemet. Men det er sjældent, man hører det fra en af de små.
En af dem, der indordner sig systemets luner uden at kny. Flere af sportens stjerner har før peget på bagsiden af medaljen. Lance Armstrong beskriver i bogen ’Hvert sekund tæller’, hvordan han føler sit privatliv invaderet:
- Det er en trættende og påtrængende situation: Jeg sidder i mit køkken en tidlig Texas-morgen i den løbsfri sæson, drikker kaffe og hvisker for ikke at vække diverse unger, da der lyder en høj ringen fra dørklokken, beskriver den syvdobbelte Tour-vinder.
Under årets Tour de France protesterede Andy Schleck, fordi han blev dopingtestet af to forskellige myndigheder indenfor en time. Anden gang endda under spisningen.
- Kontrollen foregik i en restaurant, så jeg måtte gå med min urinprøve mellem bordene, hvor andre folk sad og spiste aftensmad, vrissede Andy Schleck.
En kritik, der sjældent fører til andet end skuldertræk. Stjernerne tjener millioner og overlever nok. Helt anderledes står det til i bunden af sportens fødekæde, hvor pengene er små og generne store. Elizabeth May er inkarneret modstander af doping, indberetter nidkært sine whereabouts og ser dopingtester som ren rutine.
Men hun påpeger det problematiske i at være uden rettigheder i en situation, der i forvejen er grænseoverskridende. Det eneste, reglerne dikterer i dag, er, at kontrollørerne skal have frit udsyn til prøven, der forlader atletens krop. Samtidig må der ikke være beklædning, der forstyrrer det direkte udsyn til den tissende kropsdel og beholderen. Det åbner en flanke for krænkelser, påpeger hun. I virkeligheden bliver de regler fortolket vidt forskelligt. Både hvad angår nøgenhed, kropsstilling og hvor tæt på, dopingkontrolløren må opholde sig på atleten i den intime situation.
- Jeg synes, der skal være klare bestemmelser for, hvor langt de må gå. Det skal i hvert fald beskrives, hvordan det ikke må foregå. Så atleter kan gå ind og se det og eventuelt klage. Så bliver det selvregulerende, når der skabes en praksis omkring de forskellige gråzoner, siger den luxembourgske atlet.
Elizabeth May har selv følt sin værdighed krænket efter et grænseoverskridende møde med en dopingkontrollant. Efter et World Cup-løb i japanske Yokohama, hvor hun fik en 13.-plads, blev hun rutinemæssigt udvalgt til dopingkontrol direkte efter løbet. Den japanske kontrollant forlangte, at Elizabeth May krængede sin t-shirt op til halsen, mens hun tissede.
- Så sidder jeg dér, nøgen fra halsen og ned til knæene. Det er stadig ikke godt nok. Hun kommer helt hen til mig, mens jeg er nøgen, tager fat i mine albuer og hiver ud i mine arme uden at forklare hvorfor. Hendes ansigt er 10 centimeter fra mit, mens jeg er splitterravende nøgen, siddende på et toilet, husker hun.
- Da det hun vil med mine arme og min t-shirt er slut, afgiver jeg så prøve, mens hun nærmest står bøjet over mig. Måske 30 centimeter fra mit ansigt. Jeg får afgivet prøven, mens min hjerne skriger op om det, jeg lige har oplevet, fortæller den 28-årige triatlet.
Episoden fik den jurastuderende luxembourger til at sætte sig ind i reglerne samt skrive en mail til WADA (World Anti-Doping Agency, red.), der fra hovedkvarteret i Canada orkestrerer kampen mod doping. Af omveje får hun forklaret, at den japanske kontrollant sandsynligvis ville forhindre, at hun havde en beholder med tis skjult i armhulen.
- Lidt pudsigt, for jeg kan ikke forestille mig, hvordan man skulle kunne få urin fra et kateter i armhulen ned mellem benene, mens man er nøgen og bliver observeret. Efter det i Japan blev jeg ret bekymret. Jeg ville høre, om vi har et etisk kodeks. Retningslinjer for, hvor langt de går. Men det findes ikke. Jeg må indrømme, at efter den oplevelse, der begynder jeg at blæse på min atletrettighed til fair konkurrence. Der vil jeg hellere have nogle bestemmelser til atletens værdighed, siger hun.
WADA svarer Elizabeth May, at det må være op til de enkelte specialforbund og løbsarrangører at sørge for, testpersonalet opfører sig værdigt. Overfor sporten.dk påpeger WADA, at der findes beskrivelser af, hvordan testningen bør foregå. Men ingen faste regler.
- WADA tager det meget seriøst, at en atlet har følt sig krænket under en test. Men jeg må understrege, at WADA har meget grundige retningslinjer for test, og vi henviser til dokumenterne på WADAs hjemmeside, skriver Terence O’Rorke, senior manager i WADA.
Anti Doping Danmarks bestyrelsesformand har en blandet holdning til et etisk kodeks for kontrollanter. Problemet er blandt andet, at overtrædelser ikke sanktioneres.
- Det vigtigste må være, at kontrollen foregår respektfuldt over for atleten. Men der er forskel på atleter og hvis der er mistanke om, at nogen forsøger at snyde med kontrollen, kan det jo ikke hjælpe, at man har en etisk regel som foreskriver en minimumsafstand mellem kontrollant og atlet på f.eks. 50 cm, siger Jens Evald, bestyrelsesformand og juraprofessor.
Elizabeth May studerer jura og er netop gået i gang med sit juridiske speciale ved Københavns Universitet. Det handler netop om dopingsystemet.
