Tre skiløbere har lørdag mistet livet i laviner i de to italienske regioner Lombardiet og Trentino Alto Adige.

Det fortæller Den alpine redningstjeneste ifølge Reuters.

Redningstjenesten fortæller, at man lørdag har bjerget liget af en mand, der havde kørt offpist sammen med tre andre skiløbere på bjerget Punta Rocca, der er blandt de højeste bjerge i Dolomitterne. 

Lavinen kan have være forårsaget af skiløberen selv, fortæller redningstjenesten.

De to andre skiløbere mistede livet i landsbyen Albosaggia, hvor de ligeledes kørte offpist.

Italiens lavinemyndighed, som er en del af den europæiske lavinevarslingstjeneste, har varslet en markant lavinerisiko denne weekend. 

Den friske sne og den moderate vind har skabt lag af sne, der fyger rundt, og som kan blive løsnet, hvis blot én skiløber passerer, oplyser myndigheden ifølge Reuters.