Et triatlon på Mallorca endte lørdag morgen grueligt galt for en 45-årig britisk brandmand.

Den 45-årige mand døde foran både sine forældre og sin kone, da han under den indledende svømmedel af Challenge Peguera-triatlon pludselig fik det dårligt.

Ifølge Diario de Mallorca var manden 600 meter fra kysten, da han druknede efter at have fået hjertestop.

Han blev efterfølgende trukket op af vandet og forsøgt genoplivet i mere end 40 minutter, mens familien så på, men hans liv stod desværre ikke til at redde.

Efterforskere fortæller, at der er tegn på drukningssymptomer, men en obduktion vil endeligt fastslå dødsårsagen.

»Det er med stor sorg, at arrangørerne kan meddele, at en deltager er død ved Challenge Peguera-Mallorca 2019. Atleten modtog lægehjælp under svømmedelen og blev behandlet med det samme,« siger en talsmand for eventet.

»Vores tanker er hos familien og alle tæt på atleten, som vi fortsat vil støtte. Vi arbejder tæt sammen med sikkerhedsstyrkerne og de lokale myndigheder for at indsamle alle detaljer,« siger talsmanden videre.

»Af respekt for familiens privatliv vil vi ikke kommentere sagen yderligere lige nu.«