Livet er så skrøbeligt.

Der er sorg på University of Wisconsin, hvor de har mistet den blot 21-årige Sarah Shulze.

Skolen og hendes nærmeste fortæller, at hun tog sit eget liv.

'Et desperat øjeblik overvældede hende, mens hun kæmpede for at balancere atletikken, skolearbejdet og hverdagen,' lyder det fra familien ifølge New York Post.

'Vi er ligesom jer chokerede og ramt af sorg, mens vi prøver at holde fast i alt det, som Sarah var.'

Shulze var født i Californien, men tog til Wisconsin for at forfølge sin løbekarriere og gå i skole. Ifølge universitetet var hun dygtig på begge fronter og fik således et scholarship, som er meget værdifuldt i USA, hvor man selv betaler for de videregående uddannelser.

'Vores hjerter er knuste efter hendes pludselige bortgang,' lyder det fra University of Wisconsin.

Blandt andre den olympiske løber Georgia Ellenwood, der selv har gået på universitetet, har udtrykt sin medfølelse.

Sarah Schulzes familie har hurtigt etableret en fond, der skal hjælpe kvinder, der er skrøbelige, og sætte fokus på forebyggelse af selvmord.

Der vil være to mindehøjtideligheder, en ved skolen 24. april og en i hendes hjemstat 2. maj.

Hun efterlader sig sine forældre og to søstre.